Oprørsgruppe bygger bibliotek for danske penge
Oprørsgruppe i Colombia sender tak til en gruppe faglige i København, der har sendt FARC penge i støtte. De går til at bygge et bibliotek, forklarer FARC.
Den tidligere fagforeningsmand Ivan Marques viser her det bibliotek, som FARC bygger i den colombianske jungle for danske penge. (Foto: Den Faglige Klub i TIB 9) 10.000 kroner sendte Den Faglige Klub i Træ-Industri-Byg i København sidste år til den colombianske oprørsgruppe FARC. Kort efter blev klubben anmeldt til politiet for terrorstøtte.
Nu har Den Faglige Klub modtaget et brev med tak fra FARC og et billede, der viser, at FARC har brugt pengene på et bibliotek ude i den colombianske jungle.
- Vi har ikke stillet nogle krav til FARC om, hvordan de bruger pengene, men det glæder os, at FARC har valgt at bruge pengene til så forholdsvis fredelig en aktivitet som opbygning af et bibliotek. Det kan måske være med til at nuancere den debat, der for øjeblikket er i Danmark, siger Viggo Toften Jørgensen fra Den Faglige Klub.
I brevet fra FARC's internationale kommission hedder det blandt andet:
- De midler, I har sendt fra den faglige klub TIB, er blevet bestemt til byggeri af og udstyr til et bibliotek i en af FARC-EP´s politiske skoler.
- Bidraget fra jeres faglige klub er et umådeligt moralsk skulderklap. Tak kammerater i den faglige klub TIB, slutter brevet.
Flygtede fra dødstrusler
På en generalforsamling sidste år besluttede de omkring 100 medlemmer af Den Faglige Klub at sende kontant støtte til FARC.
- Vi er af den opfattelse, at det er fuldstændigt legalt at føre væbnet kamp i et land, hvor man risikerer fængsling, tortur og drab for at være i opposition til det siddende regime, siger Viggo Toften Jørgensen.
Pengene var egentlig tiltænkt FARC-soldat Raul Reyes, der tidligere har været tillidsvalgt på en Nestle-fabrik. Men i mellemtiden blev han dræbt, og pengene er i stedet tilfaldet Ivan Marques, der ligesom Raul Reyes har måttet flygte fra dødstrusler for at være faglig aktiv, forklarer Viggo Toften Jørgensen.
- Vi siger ikke, at FARC er fejlfri - det er der vist ingen organisationer, der er, og slet ikke i krig. Men vi siger, at deres kamp er legitim, og at vi anser det for vores demokratiske ret at støtte dem, mener han.
Politi afventer terrorsigtelse
Den Faglige Klub blev meldt til politiet for at støtte terror, da de meddelte, at de ville sende penge til FARC.
Chefanklageren i Københavns Politi udtalte dengang, at politiet vil afvente udfaldet af landsretssagen mod tøjfirmaet Fighters+Lovers, før de tager stilling til, om Den Faglige Klub skal sigtes for terrorstøtte.