Ufaglærte har øget risiko for kræft
Ansatte i brancher med mange ufaglærte har en væsentlig højere risiko for kræft. Det skyldes giftige arbejdsforhold, flere belastninger i hverdagen og for lidt screening.
Giftigt arbejdsmiljø og dårligere levevilkår øger risikoen for kræft hos især ufaglærte. (Arkivfoto) Ufaglærte i industri og servicefag har en væsentligt højere risiko for flere typer kræft. Det viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, der offentliggøres i dag.
- Ufaglærte har dels en stigende risiko for kræft, og dels risiko for flere typer kræft, siger arbejdsmiljøforsker Johnni Hansen, der står bag undersøgelsen.
Det er blandt andet en lang række skadelige stoffer i arbejdet, der gør de ufaglærte syge. Det peger undersøgelsen på.
Skadelige stoffer som stenkulstjære og asbest kan give kræft i lungerne. De stoffer udsættes de ufaglærte for i blandt andet jern- og metalindustrien. Og netop i denne industri har de ufaglærte en 50 procent højere risiko for lungekræft.
Færre screenes
Ufaglærte har flere belastninger i hverdagen end højtuddannede. Det kan måske være med til at give dem kræft. Det mener forsker Ingelise Andersen, Københavns Universitet.
- Ufaglærte har ofte en stram økonomi. Desuden har mange en usikker ansættelse og en usund livsstil. Det giver i sig selv en øget risiko for kræft. Dertil kommer et usundt arbejdsmiljø, siger hun.
Samtidig viser forskning, at ufaglærte er dårlige til at gå til forebyggende undersøgelser for kræft. Det forklarer Karsten Thielen, læge og forsker ved Københavns Universitet.
- De ufaglærte lader sig ikke screene så ofte som andre grupper. Derfor opdages de første tegn på kræft ikke i tide. Det gør dem særligt udsatte, siger han.
Flere rettigheder
Ifølge Børge Frederiksen, formand for 3F's Industrigruppe, er et af problemerne, at sikkerhedsrepræsentanterne har for få rettigheder.
- Når de opdager et problem, skal de have ret til at kræve, at virksomheden sætter nogle tiltag i gang. Også selvom virksomheden overholder loven om arbejdsmiljø, siger han.
Det er op til virksomheden at bestemme, om et tiltag er nødvendigt. Derfor kan økonomi godt komme i vejen.
- Man burde have en uvildig instans som Arbejdstilsynet til at gå ind og se på, om virksomheden bør følge et sikkerhedsudvalgs anbefalinger, siger Børge Frederiksen.