Giftige stoffer på hver tredje byggeplads
Bygherrer lever ikke op til deres ansvar og håndværkere arbejder i stort omfang uvidende med farlige stoffer som PCB og asbest, afslører sikkerhedspatrulje i København.
Freddy Ridderhaugen, formand for Byggefagenes sikkerhedsudvalg, konstaterer skræmmende uvidenhed hos såvel bygherrer som håndværkere om især PCB. (Foto: Harry Nielsen) Både bygherrer og håndværkere er skræmmende uvidende om de farlige stoffer, der gemmer sig i vores bygninger og skal håndteres i forbindelse med renoveringsarbejde.
Sådan lyder konklusionen af de københavnske byggefagforeningers fælles sikkerhedspatrulje torsdag. Her havde man fokus på farlige stoffer som asbest, PCB og bly.
På 10 byggepladser med en af de tre gifte havde bygherren ikke undersøgt for de giftige stoffer. Det er ellers lovpligtigt. Håndværkerne arbejdede derfor uden viden om, at de håndterede giftige materialer.
Giftige sager på hver tredje plads
Sikkerhedspatruljen besøgte 42 regulære byggepladser. På de 14 eller hver tredje konstateredes enten asbest, PCB eller bly eller alle tre giftige stoffer på én gang. 10 af de 14 pladser var som nævnt ikke blevet undersøgt for giftige stoffer, inden arbejdet gik i gang.
- Det er skræmmende, men ikke overraskende, at der er så stor uvidenhed, siger Freddy Ridderhaugen, faglig sekretær i TIB København og formand for Byggefagenes sikkerhedsudvalg.
- Ikke mindst hvad angår PCB så ved håndværkerne desværre ikke, hvad de har med at gøre. Der var nogle, der oplyste, at de havde skåret i en fuge og at det så stank af rådne æg, men at de ikke anede, at det var PBC, de skar i, selvom netop denne stank er at af de få kendetegn ved PCB. Ellers må man sige, at de lidt ældre håndværkere har en lidt større agtpågivenhed og ved lidt mere om, hvad der kan gemme sig i gamle bygninger, siger han.
Bygherren har ansvaret
Det er bygherren, der har ansvaret for at undersøge, om der er farlige og giftige stoffer i bygningen, inden et arbejde går i gang.
- Mange bliver naturligvis vrede, når de opdager, at de arbejder med giftigt stads uden at vide det, siger Freddy Ridderhaugen.
- Aben skal imidlertid placeres det rigtige sted, og det er hos bygherren. Der er ingen undskyldning for ikke at få undersøgt bygningerne, inden et arbejde sættes i gang.