Hjælp på vej til alvorligt syge
Snart ændres reglerne, så kritisk syge automatisk får besked, hvis de har penge til gode.
Snart ændres reglerne, så kritisk syge automatisk får besked, hvis de har penge til gode. Du har ret til 100.000 kroner skattefrit - du ved det bare ikke.
Sådan er situationen for mange lønmodtagere, som bliver ramt kræft eller en anden alvorlig sygdom.
Men senest til efteråret indføres et nyt system, så man automatisk får besked, hvis man er forsikret mod kritisk sygdom via sin pensionsordning og dermed har ret til en sum penge.
Tillidsfolk er vigtige
To millioner danskere har sådan en forsikring. Men nogle finder ikke ud af, at de havde ret til pengene, før det er for sent.
- Tingene kan være meget svære at overskue, hvis man får konstateret en alvorlig sygdom. Med hjælp fra fagforeninger og især tillidsfolk på arbejdspladserne får vi fat i de fleste, men der er nogle, vi ikke når ud til. Hvor mange det præcist er, kan vi af gode grunde ikke vide, siger Jens-Christian Stougaard, der er direktør i Pension Danmark.
Kræftens Bekæmpelse har tidligere skønnet, at fem-otte procent af de kræftpatienter, der er forsikret mod Kritisk Sygdom, ikke får deres penge. Omsat til Pension Danmarks virkelighed svarer det til 100 medlemmer på årsbasis.
Endnu en rudekuvert
Et udvalg under Sundhedsstyrelsen har i knap et år arbejdet på at finde en model, så kritisk syge automatisk får besked. I praksis handler det om at matche oplysninger i det landsdækkende patientregister med pensionsselskabernes kundekartotek.
Man er endt med en model, der betyder, at Sundhedsstyrelsen sender et brev til patienterne med besked om, at de kan have ret til en sum penge.
Pension Danmark og Industriens Pension havde hellere set, at de selv havde fået mulighed for at kontakte de syge medlemmer over telefonen.
- Det, der lægges op til, er en forbedring, men vi er ikke sikre på, at det er nok. Risikoen er, at brevet fra Sundhedsstyrelsen bare vil være endnu en rudekuvert, der ikke bliver lukket op. Viser det sig, at den valgte løsning ikke er effektiv nok, vil vi arbejde videre for at få den forbedret, siger Joan Alsing, der er forsikringsdirektør i Industriens Pension.
Både Pension Danmark og Industriens Pension har deltaget i udvalgsarbejdet. Det ventes at det nye system tages i brug hen over sommeren.