Udearbejde øger risikoen for læbekræft

Folk, der primært arbejder udendørs, har øget risiko for at udvikle kræft i læberne. Det viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.

Folk der arbejder ude som gartnere og landmænd har en højere risiko for at udvikle læbekræft. Til gengæld har de lavere risiko for hudkræft. (Arkivfoto.)Folk der arbejder ude som gartnere og landmænd har en højere risiko for at udvikle læbekræft. Til gengæld har de lavere risiko for hudkræft. (Arkivfoto.)

Gartnere, landmænd, tagdækkere og andre, der arbejder udendørs, udsættes dagligt for solens skadelige stråling.

Derfor har de en dobbelt så høj risiko for at blive ramt af kræft i læberne som folk, der arbejder indenfor. Det viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.

- Vi kan ikke danne pigment i læberne. Derfor har vi ikke nogen naturlig beskyttelse mod kræft i læberne. Det forklarer Johnni Hansen, arbejdsmiljøforsker hos Kræftens Bekæmpelse.

Rigtige mænd bruger læbepomade

De eneste muligheder for at beskytte sig mod læbekræft er at holde sig i skyggen og bruge læbepomade med UV-filter, hvis man skal opholde sig i solen.

Det er oftest mænd, der får kræft i læberne. Kun omkring en femtedel af dem, der får læbekræft, er kvinder. Undersøgelsen viser da heller ingen øget risiko hos kvinderne.

- De fleste, der arbejder udendørs, er mænd, lyder forklaringen fra Johnni Hansen.

Kræft i læberne er sjældent dødelig. Det skyldes, at kræften er synlig og derfor opdages tidligt. Behandlingen består i, at huden fjernes, og derefter vil de fleste være raske igen.

Lavere risiko for hudkræft

Undersøgelsen viser også, at mænd der arbejder uden døre har 20-30 procent lavere risiko for hudkræft.

- Folk der arbejder udendørs vænner sig gradvist til solen. Derfor bliver de sjældent skoldede, siger Johnni Hansen.

Når huden bliver gradvis brun, beskyttes den effektivt mod solen, og det mindsker altså risikoen for kræft. I modsætning til solbadere har de fleste tøj på kroppen, når de går på arbejde. Det er også med til at mindske risikoen for kræft i huden.