Minister skal se på kræftproblematik
Ufaglærte har højere risiko for kræft end andre. Det viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse. Nu skal beskæftigelsesministeren tage stilling til problemet.
Inger Støjberg (V) skal nu tage stilling til ulighed i kræftrisiko. (Arkivfoto) Er det rimeligt, at ufaglærte har større risiko for kræft end andre grupper? Det er et af de spørgsmål Inger Støjberg (V) nu skal svare på i sin egenskab af beskæftigelsesminister.
Efter at Nyhedsbrevet 3F kunne fortælle, at ufaglærte har højere risiko for kræft end andre, er uligheden i sygdom kommet på dagsordenen på Christiansborg.
Det er sundhedsordfører Per Clausen (Enhl.), der ønsker svar fra beskæftigelsesministeren.
Efterlyser bedre redskaber
Per Clausen mener, at skylden alt for ofte skydes på rygning og for få lægebesøg. Han kræver i stedet større fokus på de problemer, man kan gøre noget ved, nemlig arbejdsmiljøet.
- Jeg vil godt bakke op om, at tillidsrepræsentanterne skal have videre beføjelser, og at Arbejdstilsynet skal fungere som en uvildig instans. Det vil give bedre mulighed for at forebygge kræft, siger Per Clausen.
Han mener, at der er brug for bedre og nye redskaber til at skabe forbedrede vilkår for de ansatte.
- Jeg håber, at undersøgelsen kan være med til at få sat gang i en bredere debat om, hvordan vi skal løse problemerne med dårligt arbejdsmiljø, siger han.
Et politisk ansvar
- Jeg er rigtig glad for, at problemet nu bliver taget op af politikerne, siger Børge Frederiksen, formand for 3F's industrigruppe.
Per Clausens spørgsmål til beskæftigelsesministeren er sket på foranledning af Børge Frederiksens efterlysning af flere beføjelser til sikkerhedsrepræsentanterne i virksomhederne.
Børge Frederiksen mener desuden, at den store overrisiko for kræft blandt ufaglærte viser, at der også er brug for, at man kigger på de gældende grænseværdier for giftige stoffer.
- Også det spørgsmål skal tages op politisk, og det håber jeg, det bliver nu, siger han.