KRIFA-overenskomst i strid med loven
Det er et klart brud på forskelsbehandlingsloven, når 18-19-årige ansatte får en lavere løn end deres ældre kolleger på restauranter med KRIFA-overenskomst. Sådan lyder det fra flere juridiske eksperter.
(Foto: Kristelig Fagbevægelse/presse ) Er man mellem 18 og 19 år og arbejder på en restaurant med overenskomst hos KRIFA, er man blevet snydt for 11,50 kroner i timen de seneste to år. KRIFA-overenskomsten siger, at unge mellem 18-19 år mindst skal have 99 kroner i timen, mens ansatte over 19 år mindst skal have 110,50 kroner i timen.
Det er i strid med loven, for man må ikke give ansatte mindre i løn på grund af deres alder. Sådan lyder det fra flere juridiske eksperter med henvisning til forskelsbehandlingsloven.
- Overenskomstbestemmelsen ser umiddelbart ud til at stride mod forskelsbehandlingsloven, siger Ruth Nielsen, professor ved juridisk institut på Copenhagen Business School.
Alder må ikke give højere løn for ansatte over 18 år
Ruth Nielsen bakkes op af specialist i arbejdsret Frederik Brocks.
- Som bestemmelsen i KRIFA's overenskomst er formuleret, handler den om medarbejdere, som er mellem 18 og 19 år gamle. En bestemmelse, som giver en lavere løn til 18–19-årige end til medarbejdere med en højere alder, er umiddelbart udtryk for direkte forskelsbehandling på grund af alder, og den er dermed i strid med forskelsbehandlingsloven, siger Frederik Brocks fra revisions- og rådgivningsfirmaet KPMG.
Han forklarer, at man gerne må lave en overenskomst med lavere løn til lønmodtagere under 18 år, i forhold til lønmodtagere over 18 år. Forskelsbehandlingsloven indeholder en undtagelse, som siger, at hvis en overenskomst har særlige lønninger for unge under 18, så gælder loven mod forskelsbehandling på grund af alder ikke.
- Grænsen i forskelsbehandlingsloven på 18 år er absolut, siger Frederik Brocks.
KRIFA: Vi undersøger sagen
Hos KRIFA har man ikke været opmærksomme på, at deres overenskomst er i strid med loven.
- Det har vi ikke været opmærksomme på før nu, og vi vil undersøge sagen nærmere, siger Kurt Bech, overenskomstchef i KRIFA.
Han vil ikke tage stilling til om de 18-19-årige, der har været ansat i virksomheder med KRIFA-overenskomst, har ret til at få udbetalt den løn, som de er gået glip af på grund af den lovstridige overenskomst.
- Det tager vi en snak med arbejdsgiverforeningen om, når vi skal genforhandle overenskomsten til efteråret, siger Kurt Bech til Fagbladet 3F.
KRIFA's nuværende overenskomst har været gældende siden 2010.