Ny terminal bekymrer bagageportører

Københavns Lufthavn har helt urealistiske forventninger til tempoet i den planlagte lavpristerminal, mener 3F. Men lufthavnen afviser, at terminalen vil få et dårligt arbejdsmiljø.

En helt ny lavpristerminal, hvor der højst må gå 30 minutter fra et fly lander, til det er på vingerne igen, vækker bekymring blandt de ansatte.
 (Arkivfoto)En helt ny lavpristerminal, hvor der højst må gå 30 minutter fra et fly lander, til det er på vingerne igen, vækker bekymring blandt de ansatte. (Arkivfoto)

En helt ny lavpristerminal, hvor der højst må gå 30 minutter fra et fly lander, til det er på vingerne igen.

Sådan lød udmeldingen fra Københavns Lufthavn i sidste uge. Men det er i bedste fald helt urealistisk og i værste fald en bombe under arbejdsmiljøet.

Sådan lyder meldingen fra 3F Kastrup, som organiserer dem, der skal hive kufferter og anden bagage ind og ud af flyenes lastrum.

- Korte turnaround-tider og håndtering af bagage er en farlig cocktail. Jeg siger ikke, det aldrig kan lade sig gøre på en halv time, men det er undtagelsen, siger afdelingens formand, Henrik Bay-Clausen.

Han afviser ikke, at en lavpristerminal kan være udmærket til at fastholde nogle flyvninger, der ellers var endt andre steder.

- Men vi vil meget gerne i dialog med Københavns Lufthavn, inden de endelige streger sættes. Vi mener, de er nødt til at revurdere beslutningen om faste turnaround-tider på højst 30 minutter. De må tænke på folks arbejdsmiljø, siger Henrik Bay-Clausen.


Færre kufferter

Det har man også gjort, forsikrer Henrik Jørgensen, der er driftsdirektør i lufthavnen.

- De ansatte behøver ikke løbe hurtigere. Folk, der flyver med lavprisselskaber, har generelt lidt mindre bagage med, fordi den betales særskilt. Og så er håndteringen enklere, fordi der ikke er mulighed for transfer, siger han.

Henrik Jørgensen oplyser, at der allerede forekommer turnaround-tider under 30 minutter i dag, først og fremmest indenrigs. Men det kan ikke sammenlignes, mener Henrik Bay-Clausen.

- Det kan i få tilfælde lade sig gøre, hvis alt klapper. Problemet er, at man stiler efter, at det skal være hver gang. Og det er ikke godt nok, siger han.


Kuffert-kampagne

Langt de fleste fly skal fortsat lastes og losses manuelt. I regelen foregår det siddende på knæ, fordi man ikke kan stå oprejst i lastrummene.

I samarbejde med blandt andre de selskaber, der står for håndteringen af bagage, har 3F Kastrup iværksat en kuffertkampagne. Den løber i 2008 og 2009 og har til hovedformål at få de rejsende til at komme mindre i kufferten.

Kampagnen er støttet af Forebyggelsesfonden med godt tre millioner kroner.

Nogle af pengene er brugt på en Gallup-undersøgelse, der viser, at cirka hver fjerde dansker har bemærket kampagnen og fattet budskabet.

- Men det hjælper jo ikke, at kufferterne vejer mindre, hvis tempoet sættes op, siger Henrik Bay-Clausen.