Kuffertslæbere skal slæbe tungere kufferter

Snart må flyrejsende med SAS pakke mere i kufferten. Men tungere vægt giver de ansatte flere skader, frygter arbejdsmediciner.

Tre kilo mere til glæde for passagererne, men til stor gene for de bagageoperatører, der dagligt skal håndtere de tunge kufferter. (Foto: Morsi Miheasen.)Tre kilo mere til glæde for passagererne, men til stor gene for de bagageoperatører, der dagligt skal håndtere de tunge kufferter. (Foto: Morsi Miheasen.)

Pr. 1. oktober hæver SAS den tilladte vægt pr. kuffert fra 20 til 23 kilo. Tre kilo mere lyder måske ikke af meget, men det kan få store konsekvenser for kuffertslæberne.

For tungere kufferter i skæve arbejdsstillinger er den værst tænkelige kombination ifølge Arbejdstilsynet og arbejdsmediciner ved arbejdsmedicinsk klinik i Glostrup, Sigurd Mikkelsen.

- I forvejen ser vi mange skader i ryg, skuldre og knæ hos de ansatte i Kastrup Lufthavn. Og det er allerede ved en gennemsnitsvægt pr. kuffert på 15 kilo, så det vil være uforsvarligt at sætte vægten op. Det vil give flere skader, vurderer Sigurd Mikkelsen.

Skader for 20 millioner kr.

Sigurd Mikkelsen har ikke præcise tal for antallet af skader, men han oplever en stigning. Derfor mener han, at flyselskaberne tvært imod burde sætte vægten ned.

Det er 3F Kastrup enige i. Her fik medlemmerne sidste år udbetalt mere end 20 millioner kroner i erstatninger for arbejdsskader, og langt de fleste var bagageoperatører.

- Det er dyrt for samfundet og tragisk for den enkelte. Vi snakker om ødelagte arbejdsliv kontra lettere kufferter, hvor selv nogle kilo mindre vil gøre en forskel, når man løfter cirka 1.000 kufferter om dagen, siger faglig sekretær Lars Broggard.

Han forstår ikke, at kiloene sættes op hos SAS, når selskabet Ground Service i flere år har støttet kampagner for at få rejsende til at pakke mindre i kufferten af hensyn til kuffertslæbernes arbejdsmiljø.

SAS: Kun lidt tungere kufferter

Hans Bech, chef for SAS Ground Airside, deriblandt alle kuffertslæberne, erkender, at det kan lyde underligt, at man nu tillader tungere kufferter. SAS har dog de senere år gennemgået en automatisering, så der i dag er langt mere skub end løft af de enkelte kufferter.

- Samtidig strammer vi voldsomt op, hvor vi tidligere har haft et mere afslappet syn på få kilos overvægt. Ligesom hos konkurrenterne kommer det til at koste, hvis man på lavpris vil have ekstra meget med. Endelig får alle kufferter på 20 kilo og derover en rød mærkat, der advarer de ansatte om den høje vægt, siger han.

Han peger på, at SAS trækker på amerikanske erfaringer og kun forventer en lille stigning i gennemsnitsvægten pr. kuffert fra 15 til 15,6 kilo.

- Det vigtige for mig og vores egen miljøorganisation er, at vægten af den enkelte kuffert ikke stiger for meget. Kommer vi op på en gennemsnitsvægt på kufferten på 20 kilo i snit, så begynder alarmknapperne at blinke, siger han.