Nye fyringer i Københavns lufthavn

LSG Sky Chefs afskediger 100 3F’ere i luftstrømmen efter Sterlings krak. Svært at være optimist, mener 3F Kastrups næstformand.

LSG Sky Chefs afskediger 100 3F’ere i luftstrømmen efter Sterlings krak. ((Foto: Steen Vikke))LSG Sky Chefs afskediger 100 3F’ere i luftstrømmen efter Sterlings krak. ((Foto: Steen Vikke))

Onsdag modtager 102 medarbejdere hos cateringfirmaet LSG Sky Chefs en fyreseddel. Det er en direkte følge af flyselskabet Sterlings konkurs i sidste uge.

Sterling var LSG Sky Chefs næststørste største kunde efter SAS. Det skandinaviske flyselskab har i øvrigt besluttet, at man til sommer skifter til konkurrenten Gate Gourmet, og dermed er det tvivlsomt, om LSG Sky Chefs overhovedet er at finde i Københavns Lufthavn om et halvt år.

- Indtil for nylig havde vi godt 750 medlemmer i LSG. Men tidligere er 150 blevet fyret på grund af den almindelige afmatning i økonomien, og nu kommer der 100 oveni, siger Frank Vid Stein, der er næstformand i 3F Kastrup.

I alt er der inden for kort tid forsvundet 600 3F-jobs i lufthavnen. Blandt andet har Sterlings konkurs medført, at yderligere to selskaber har droppet al aktivitet i København.

- Vi vil selvfølgelig prøve at få de fyrede ind andre steder, men hele vejen rundt er det efterhånden svært at være optimist. Der flyves mindre, og så skal der slæbes færre kufferter. Og flere og flere afgange er uden servering af mad, siger Frank Vid Stein.