3F: Kaos i lufthavnen

Sterlings konkurs har trukket endnu to virksomheder med i faldet. 3F Kastrup frygter for 350 3F-job.

- Uanset hvem der rykker ind, er det 3F'ernes job. Og vi vil kæmpe for, at det bliver til samme løn- og arbejdsvilkår, som de hidtil har haft, siger Henrik Bay-Clausen fra 3F Kastrup. (Arkivfoto)- Uanset hvem der rykker ind, er det 3F'ernes job. Og vi vil kæmpe for, at det bliver til samme løn- og arbejdsvilkår, som de hidtil har haft, siger Henrik Bay-Clausen fra 3F Kastrup. (Arkivfoto)

Konsekvenserne af flyselskabet Sterlings konkurs breder sig som ringe i vandet.

Handlingselskabet Menzies Aviation, der havde Sterling som suverænt største kunde, har også indgivet konkursbegæring. Alt arbejde blev indstillet torsdag.

Der er også indgivet konkursbegæring fra selskabet Essential, der stod for den tekniske vedligeholdelse af Sterling-flyene.

Desuden er tre andre virksomheder ramt af konkursen: cateringfirmaet LSG Sky Chefs, Sodexho, der gjorde rent i Sterlings fly og Copenhagen Component Services, der lavede hjul og bremser på flyene.

350 job i farezonen

Her forhandles der nu om, hvad der skal ske. 3F Kastrup vurderer, at 350 3F-job i lufthavnen er i farezonen.

- Oveni har Cimber lukket sin station i København, og der kan være afledte konsekvenser i andre selskaber. Man kan godt sige, der er kaos i lufthavnen lige nu. I forvejen har vi hele usikkerheden om SAS' fremtid, siger afdelingens formand, Henrik Bay-Clausen.

For 3F Kastrup handler det nu om at sikre, at så mange medlemmer som muligt sikres job i de selskaber, der rykker ind for at fylde hullerne ud.

For eksempel opfordres de fyrede fra Menzies Aviation til at søge job hos Novia. En af Novias kunder er lavprisselskabet Norwegian Air, som vil starte nye ruter fra København.

- Uanset hvem der rykker ind, er det 3F'ernes job. Og vi vil kæmpe for, at det bliver til samme løn- og arbejdsvilkår, som de hidtil har haft, siger Henrik Bay-Clausen.

Set med 3F-briller er det ikke kun skidt, at Sterling er væk.

- På længere sigt kan det vise sig at være en fordel - det afhænger helt af, hvem der kommer i stedet. Sterling har ikke gjort noget godt for nogen. De forsøgte at presse prisen, hvor de kunne komme af sted med det, siger Henrik Bay-Clausen