Gaza mangler fagbevægelsen
Der bliver gjort forsøg på at genrejse den palæstinensiske fagbevægelse på Gazastriben, men situationen og en bitter strid gør arbejdet vanskeligt.
Indbyggerne i Gaza mangler meget. Stærke fagforeninger er en af de utallige mangelvarer. (Foto: Irin News)
- Den blev lukket, da Hamas tog magten her på Gazastriben i juni 2007, og det er en skam, siger Mahmoud Abu Rahma fra menneskerettighedsgruppen Al Mezan i Gaza by.
- Hvis vi havde haft en fungerende fagbevægelse, kunne det have gjort en vis forskel. Den kunne ikke have ændret det store billede eller krigens gru, men noget kunne den have betydet.
Én mand tilbage
Historien lyder således. Ved det palæstinensiske valg i januar 2006 erobrede den islamiske Hamas-bevægelse 76 af parlamentets 132 pladser, mens Fatah blev reduceret til 43. Fatah tøvede med at afgive den magt, de havde siddet på i stort set hele den palæstinensiske nationalbevægelses historie, og det førte til den interne strid, der i sommeren 2007 kulminerede i seks dages åben krig på Gazastriben og Hamas’ totale magtovertagelse.
- Hamas gjorde krav på ministerier og andre offentlige institutioner, hvilket egentlig er korrekt nok efter de demokratiske spilleregler, siger den israelsk-arabiske advokat Amir Garra, der repræsenterer Gazastribens PGFTU overfor det israelske retsvæsen.
- Men da Hamas efter magtovertagelsen lukkede PGFTU optrådte de derimod udemokratisk.
PGFTU var ikke en statsinstitution ligesom ministerierne, men eftersom organisationen efter Hamas’ opfattelse var tæt knyttet til Fatah opfattede de den som en del af selvstyret. Mahmous Abu Rahma bekræfter, at Hamas afkrævede medarbejderne en opskrift på, hvordan de ville indrette sig efter Stribens nye magthavere. Da PGFTU-folkene afviste at bøje sig for politisk pres, lukkede Hamas organisationen og konfiskerede hovedkontoret, en seks etagers bygning i As Saftawi kvarteret, som ligger på kanten af Gaza by og Shati flygtningelejren. I oktober 2007 bombede israelske jagerfly bygningen, som i dag er borte.
- Der var et Hamas-flag på bygningen, men jeg tror ikke den blev brugt til noget, siger Abu Rahma.
Amir Garra fortæller at alle PGFTU-ansatte mistede arbejdet ved den lejlighed. Vicegeneralsekretær Rasem Biyari, der havde stået i spidsen for Gaza-afdelingen, flygtede til Vestbredden, fordi han efter tre attentatforsøg med god grund frygtede for sit liv. I dag er PGFTU på Gazastriben repræsenteret ved en enkelt medarbejder, der fra et privat kontor i Gaza by fører visse af bevægelsens aktiviteter videre på vågeblus.
- Det er jo ikke en fagbevægelse, bemærker Amir Garra, der heller ikke har mange sager tilbage med PGFTU som klient.
Ikke brug for almisser
- Vi forsøger at genrejse PGFTU på Gazastriben, siger bevægelsens generalsekretær Shaher Saed fra hovedkontoret i Nablus på Vestbredden.
- Der pågår nogle forhandlinger, men om tidspunktet er det rette, er svært at sige. Det er en meget kompliceret sag.
At sagen er kompliceret, er Hassan Barghouti heller ikke i tvivl om. Han står i spidsen for organisationen Democracy and Workers’ Rights Center (DWRC), som har hovedkontor i Ramallah på Vestbredden. Gennem sit kontor på Gazastriben koordinerer DWRC en del af de møder, der har til hensigt at genetablere en fagbevægelse i området.
- Jeg har aldrig selv rettet kritik mod PGFTU, men der er de, som hævder at bevægelsen er alt for styret af Fatah, og at lederposterne i bevægelsen er politiske udnævnelser, siger han diplomatisk.
- Men mere generelt set, tror jeg nok, at der i hele den palæstinensiske nationalbevægelse er alt for lidt plads til opposition. Der er Fatah, der er Hamas og så ikke ret meget andet.
Han ser ægte demokrati med plads til alle stemmer som den eneste vej til en forbrødring mellem de stridende palæstinensiske fraktioner. Dette er hovedtanken i det aktuelle arbejde på Gazastriben, hvor DWRC sørger for dialog mellem Hamas-styret og forskellige arbejderkomiteer. For mens han ikke er afvisende overfor kritikken af PGFTU og den mulige forbindelse til Fatah, har han meget lidt til overs for det alternativ, Hamas stiller med.
- Vi har ikke brug for zaqat, siger han ophidset og bruger den arabiske betegnelse for godgørenhed.
- Vi har brug for et system. Jeg har ikke set, at Hamas har noget socialt system. De har godgørenhed og det skaber kun afhængighed og korruption.
Demokrati er vejen
Hamas gør selv et stort nummer ud af at skildre sig selv som social bevægelse. De driver daginstitutioner og skoler, og yder støtte til trængende, men dette er Barghouti mere som en vej til at hverve politisk støtte end det er social ansvarlighed.
Det er en meget kortsigtet løsning, mener han. Hans vision er at opbygge et system, der først og fremmest kommer arbejderne til gode. Centralt i dette skal stå en demokratisk fagbevægelse, og som naturlige ting skal almindelige arbejdere have sygeforsikring, ulykkesforsikring, mulighed for dagpenge og pension.
Han er godt klar over, at Hamas ser dette som en ideologisk trussel mod sig, men han mener også, at det er muligt at græsrodsarbejdet, DWRC er involveret i, kan etablere en folkelig tro på, at der er et alternativ til Hamas-metoden.
- Hvis vi gerne vil befri Palæstina, er det nødvendigt at vi begynder at tale sammen, siger han.
- Vi ved, at det ikke nytter at bekrige Fatah eller Hamas, men vi lægger pres på dem for at få dem til at acceptere demokratiet. Jo hurtigere det sker, des hurtigere vil vi kunne få en normal hverdag, og et godt sted at starte på at skabe en ny forståelse for demokrati og dialog er skabelsen af en demokratisk fagbevægelse på Gazastriben. Lige nu danser folket og oppositionen i skyggen af de to bevægelser, og taberne, det er de almindelige borgere.