Palæstina: Læseklasser for kvinder en succes

Palæstinensiske kvinder strømmer til alfabetiseringsklasser i Gaza og på Vestbredden. De drives af støttemidler indsamlet i 3F.

Alfabetiseringsklasser for kvinder er en stor succes i de besatte palæstinensiske områder. (Foto: Søren Zeuth)Alfabetiseringsklasser for kvinder er en stor succes i de besatte palæstinensiske områder. (Foto: Søren Zeuth)

Palæstinensiske kvinder strømmer til undervisning i at læse og skrive som led i 3F's støtte i området.

Senest har der været tre klasser på Vestbredden og to i det ellers lukkede Gaza. Klasserne sluttede sammen med Ramadanens begyndelse i august, men det er muligt, at nye klasser sættes i gang senere.

- Interessen alfabetiserings-klasserne er overvældende. Målet var 15 elever i hver klasse, men der er reelt op til 30 på grund af den store tilstrømning, fortæller Ali Khilleh, 3F's repræsentant i Palæstina.

Klasserne er blevet en mulighed på grund af støttemidler indsamlet af 3F's Palæstina-netværk. tidligere blev der gennemført ni klasser i et projektsamarbejde med det palæstinensiske landarbejderforbund.

Har ikke læst i årevis

- Nogle af kvinderne har gået i skole og lært lidt, men det er mange år siden. Mange har måske ikke åbnet en bog i 15 år. De starter fra bunden. Kurserne varer ni måneder, og kvinderne bliver efterhånden delt op i to niveauer. Undervisningen giver resultater, og kursisternes tilbagemeldinger har været meget positive, fortæller Ali Khilleh.

Voksne palæstinensiske kvinder over 25 år skriver og læser dårligere end deres jævnaldrende mænd, mens de yngre kvinder har det samme niveau som mændene, viser undersøgelser. Tolv ud af 100 kvinder kan ikke læse og skrive.

- Nogle af kvinderne er i arbejde, mens andre arbejdsløse eller hjemmegående.Det er derfor nødvendigt at være fleksibel i undervisningen. Læreren og eleverne beslutter, hvornår der er timer, og om det eksempelvis er to eller tre gange om ugen, forklarer Ali Khilleh.

Uddannelsesniveauet for kvinder er de seneste år blevet begrænset ag de mange militære checkpoints i de besatte områder.

Giver nye muligheder

De kvindelige kursister fortæller ifølge Ali Khilleh, hvordan de nyvundne læsefærdigheder giver kvinderne nye muligheder, socialt og arbejdsmæssigt - og ikke så lidt stolthed.

Mange palæstinensiske familier forsørges udelukkende af kvindernes indtægter, fordi deres mænd sidder i israelske fængsler. Kvinder fra de besatte områder arbejder i stor udstrækning for virksomheder i Israel.

Mange af kvinderne har gradvist tilkæmpet sig større indflydelse i fagforeninger og folkelige bevægelser i de besatte palæstinensiske områder i løbet af de senere år. Langt de fleste ledelsesposter besiddes dog stadig af mænd.

3F støtter med landarbejder-, tekstil- og bygningsarbejderfagforeninger i de palæstinensiske selvstyreområder.