Stor landbrugsskole tjener millioner på øst-elever

En af landets største landbrugsskoler scorer kassen på udenlandske elever.

Borris Landbrugsskole har fået i alt 16,6 millioner skattekroner i 2006 og 2007, og den tidligere lukningstruede skole har i de seneste år vendt et millionunderskud til et overskud på knap tre millioner kroner i perioden. Landbrugsskolens livline er de flere hundrede udenlandske elever, som skolen har hentet ind til at sidde på de ellers tomme stole i klasselokalerne.

- Det er fuldstændig vanvittigt, at landbrugsskolen har fået millioner af skattekroner til at lokke højtuddannede østeuropæere til Danmark på en uddannelse på et langt lavere niveau. Jeg tvivler på, om det her er lovligt, siger Bjarne Laustsen, fødevareordfører for Socialdemokraterne.

Borris Landbrugsskole har hentet omkring 180 udenlandske elever til en toårig grunduddannelse som faglært landmand. 11 af udlændingene står nu frem med skarp kritik, heriblandt tre færdiguddannede dyrlæger.

- Jeg forlod et udfordrende miljø hjemme i Rumænien og kom til et gymnasieagtigt niveau i Danmark, hvor jeg har spildt en masse vigtig tid på ingenting. Skolen var slet ikke, hvad jeg havde forventet, siger 27-årige Christina Cojocariu.

De udenlandske elever på Borris Landbrugsskole betaler mere i kost og logi end andre landbrugselever i Danmark. Udlændingene på skolen nær Skjern må hver uge slippe 700 kroner, selvom loven siger, at en statsstøttet skole maksimalt må kræve 550 kroner fra elever på en grunduddannelse. Betaler alle de udenlandske elever en overpris på 4.950 kroner for 33 uger på skolebænken, tjener Borris Landbrugsskole knap 900.000 kroner ekstra på eleverne.

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) har sat en undersøgelse af Borris Landbrugsskole i gang.

Udenlandske elever på Borris Landbrugsskole har intet navn, men kun et nummer.