185.000 kroner til to elever på Pejsegården
To kokkeelever opgav i 2005 deres kontrakter med det landskendte Hotel Pejsegården i Brædstrup på grund af psykisk terror. Nu har de fået tilkendt en erstatning på 185.000 kroner.
Pejsegården skal betale hver af de to kokkeelever 50.000 kroner for det brudte læreforhold. Oven i hatten kommer en efterbetaling af løn på henholdsvis 50.000 og 35.000 kroner.
(Arkivfoto) Nej, det er ikke i orden at råbe og skrige af sine kokkeelever eller kalde dem for åndssvage og kyllingehjerner.
Elevers faglige instans, Tvistighedsnævnet, har netop tilkendt to tidligere kokkeelever på Hotel Pejsegården i Brædstrup en samlet erstatning på 185.000 kroner, fordi det psykiske og fysiske arbejdsmiljø på hotellet simpelthen var for uudholdeligt. Derfor måtte de tilbage i 2005 opgive deres lærekontrakter før tid.
Pejsegården skal betale hver af de to kokkeelever 50.000 kroner for det brudte læreforhold. Oven i hatten kommer en efterbetaling af løn på henholdsvis 50.000 og 35.000 kroner.
Vægt på lægeerklæringer
Et flertal i Tvistighedsnævnet lagde ifølge TV 2 Syd vægt på, at de to elever blev erklæret uarbejdsdygtige i lægeerklæringer.
Begge lægeerklæringer henviser til et dårligt psykisk og fysisk arbejdsmiljø, og ifølge erklæringerne vil de to elever ikke have problemer med at arbejde på andre arbejdspladser i branchen.
Overvejer anke
Det har inden for Nyhedsbrevet 3F's deadline ikke været muligt at træffe daglig leder af Pejsegården, Jytte Nygaard.
Men hos arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv, der har kørt sagen for Pejsegården, oplyser advokatfuldmægtig Jesper Storm Thygesen, at man overvejer at anke Tvistighedsnævnets afgørelse til byretten ud fra den betragtning, at det var en snæver afgørelse - fire dommere mod tre.
- Og fordi vi naturligvis ikke er enige i afgørelsen, og vi er af den opfattelse, at det har været en svær beslutning for dommerne, siger Jesper Storm Thygesen
Trods en frist på otte uger regner han med allerede om en uge at vide, om sagen ankes, for så kan betalingen af de 185.000 kroner udsættes til efter en endelig afgørelse i byretten.
Rød smiley
Der har i lang tid været generelle problemer med arbejdsmiljøet på Hotel Pejsegården. Arbejdstilsynet har tildelt hotellet en rød smiley på grund af et usædvanligt stort antal arbejdsmiljøproblemer for hotel- og restaurationspersonalet.
Og i begyndelsen af 2001 var hotellet helt afskåret fra at måtte have elever. Det skete efter en lang række sager om chikane og brud på overenskomsten.