Se verdens arbejdere i øjnene
Arbejdermuseet i København viser portrætter af arbejdere fra otte fattige lande i Asien, Sydamerika, Afrika og Mellemøsten.
Landarbejderen Theofilo Phiri fra Zambia er en af dem, du kan opleve på Arbejdermuseet de kommende måneder. (Foto: Søren Zeuth) En togfører fra Filippinerne.
En kirkegårdsgraver fra Mozambique.
En luder fra Nicaragua …
Det er blot nogle af de mennesker, som du kan opleve på store portrætbilleder på Arbejdermuseet i København de næste fire måneder.
Det er fotografen Søren Zeuth, der udstiller fotos af arbejdere fra fattige lande. De er oprindeligt taget til portrætbogen “Arbejde,” som blev udgivet af 3F i samarbejde med Danida i efteråret 2007.
Fattige men seje
- De her mennesker bliver næsten altid fremstillet som ofre. Derfor vil jeg gerne vise, hvor seje, de i virkeligheden er, selvom de er fattige. Jeg føler mig meget forpligtet over for dem. De har ydet noget over for mig, og derfor skal jeg gerne skildre dem med respekt, siger Søren Zeuth.
Han har besøgt Nepal, Vestbredden, Filippinerne, Zambia, Mozambique, Honduras, Nicaragua og Guatemala for at vise et andet billede af verdens arbejdere.
Det er alle lande, hvor 3F støtter fattige arbejderes opbygning af en stærk fagbevægelse.
Alle arbejdere får en bog
Alle de arbejdere, som optræder i serien, får et eksemplar af bogen foræret. Søren Zeuth var i Mozambique på en opgave før nytår og kunne derfor aflevere en bog til en række arbejdere, der har været med. Det var en stor oplevelse for mange af dem. Blandt andre modtog den 60-årige fisker Alberto Antonio bogen.
- Det var en fantastisk oplevelse. Hans kone stod længe og rørte ved billedet af manden. Hun kunne ikke forstå, at han var med i den eneste bog, som de ejede, fortæller Søren Zeuth.