Fødevarekrisen - et overskudsproblem?
Den globale fødevarekrise bunder ikke mindst i al for megen finansspekulation. Verdens statschefer kan ikke blive enige om vejen frem. Imens tjener private selskaber tjener tykt på sult.
Prisen på majs eksploderer, men det kommer ikke de afrikanske bønder til gode. (Foto: Søren Zeuth)
Ret svært åbenbart. I hvert fald kunne statschefer fra hele verden til topmøde om fødevarekrisen i Rom i starten af måneden ikke blive enige om ret meget. Fødevarekrisen deler meninger og regeringer omkring spørgsmål om frihandel og fremtiden for biobrændsel.
Når hvede f.eks. er steget 130 % på et år, med majs, ris og andre madvarer lige i hælene, så er der enighed om, at det medfører det mere fattigdom og sult. Ja, faktisk gør det de rige landes smukke ord om fattigdomsbekæmpelse til skamme.
Tusinder på gaden i protest-demonstrationer i en lang række lande, fra Haiti og Bangladesh, Burkina Faso over Indien og Egypten til Italien har åbnet politikernes øjne for dette.
Topmødet kom frem til en sluterklæring, der opfordrer til en koordineret indsats mod virkningerne af de eksplosive prisstigninger på fødevarer i de mest sårbare lande og befolkninger, samt større investeringer i landbrug og kortsigtet fødevare-hjælp til de sultende. Ambitioner om at angribe årsagerne til krisen indeholder den ikke.
En komité under FNs fødevare- og landbrugsorganisation FAO havde foreslået at udarbejde internationale regler mod at biobrændsel produceres, så det går ud over de sultende i verden. Det var der ikke enighed om. Argentinas kontroversielle eksporttold for at sikre mad til landets egne indbyggere blev skarpt kritiseret. Mange regeringer føler tilsyneladende, at fortsat handelsliberalisering og deregulering er deres hovedopgave.
Uenighed om årsager
En af de mest brugte forklaringer på krisen er, at folk i store udviklingslande som Kina og Indien er blevet rigere og køber mere kød. Men efterspørgslen efter dyreprotein har været stabilt voksende over de sidste mange år, og kan ikke forklare en pludselig pris-eksplosion.
En anden forklaring er klima-forandringer, som rammer høstudbyttet, senest med oversvømmelser i USAs majs-kammer i midtvesten. Selvfølgelig er klimabetinget nedgang i landbrugsproduktionen er et stort problem, som kalder på hurtig handling, men det kan ikke i sig selv forklare priseksplosionen. Ganske vist er madvarelagrene blevet mindre, men produktionen falder ikke på globalt plan..
Biobrændsel og sult
Hvor stor en andel af prisstigningerne, der skyldes brugen af fødevarer/foderstoffer til produktion af biobrændsel, er der også uenighed om. En fjerdedel af al majs i USA går i år til at fremstille ethanol i en miljømæssigt tvivlsom proces. Det svarer til 66 megaton majs, som ville være nok til over 180 millioner mennesker. USA står for 54 % af al majs-eksport i verden. Deres politik har medvirket til en kædereaktion af prisstigninger inden for fødevarer og foderstoffer, men kan ikke forklare hele prishoppet.
Vil man nærme sig problemets kerne, kommer man ikke uden om den deregulerede globale økonomiske model, som har givet anledning til flere tidligere pris-bobler. Senest med den bristede ejendomsværdi-boble og realkredit-krisen i USA.
Overflod af spekulation
Da ejendomspriserne faldt og lånerne kom i klemme, søgte store mængder spekulationskapital nye områder i deres jagt på hurtige fortjenester. FN og en stribe økonomiske kommentatorer bemærkede, at varemarkeder, energiproduktion, landbrugsjord og såkaldte ”futures” (dvs. kontrakter på fremtidig varehandel til aftalt pris.) var blevet genstand for investeringsfondes og spekulanters stærke interesse.
Spekulationskapitalen har fået friere hænder på dette område, fordi regeringerne over det meste af kloden har opgivet at regulere fødevareforsyningen. Opretholdelse af madvarelagre, der kom på markedet, når prisen var for høj eller der blev købt op når prisen var for lav, er blevet afskaffet mange steder.
Fri markedsadgang og frie markedskræfter er fortsat det svar, de fleste regeringer og internationale institutioner giver på krisen. Lobbyisternes og liberale regeringer indædte kamp for at fastholde denne løsning blev en af årsagerne til at topmødet i Rom ikke nåede langt.
Selskaber scorer kassen
Når regeringerne ikke vil regulere og kontrollere, er der andre der træder beredvilligt til. Indenfor handel med korn er det selskaber sm Cargill, Archer Daniels Midland og Bunge. Også inden for majs kontrollerer de den helt afgørende del af den globale handel og scorer kassen på prisstigningerne.
Cargill's nettofortjeneste steg med 86 % (fra 553 millioner til 1,03 milliarder dollars) i de tre måneder til marts i år i forhold til samme periode året før. Archer Daniels Midland øgede nettooverskuddet med 42 % årets tre første måneder
Monsanto, som kontrollerer godt en femtedel af verdenshandelen med såsæd, mere end fordoblede overskuddet i tre-måneders perioden til marts i forhold til samme periode året før.
Også Mosaic Company, der er et af verdens største gødningsselskaber, scorede et overskud i denne periode 12 gange højere end samme periode 2007. Det har ramt mange landmænd i udviklingslandene hårdt at gødningsprisen også er eksploderet. De kunne ellers have bidraget til at øge fødevareproduktionen i de lande, der har mest brug for det.
Brug for mod
Der er ikke noget galt i at tjene penge. Men det giver en grim smag at se matadorerne indenfor fødevarehandel skumme fløden af en krise, der har bragt verdens fattigste ud i en kamp om overlevelse. Endnu et klart eksempel på at markedskræfterne ikke kan skabe social fremgang og større lighed, tværtimod. Det er et politisk ansvar.
Fødevarekrisen er et symptom på en alt for stor mængde ureguleret spekulationskapital i sammenhæng med en alt for stor kontrol med verdensmarkedet hos ganske få firmaer.
Det kræver politisk mod at sige deres interesser imod og foreslå bindende regulering både for fødevaresikkerheden og for at begrænse spekulative pris-eksplosioner. Det mod kunne man ønske sig af lidt flere regeringer, der erklærer at arbejde for de fattige og sultende millioner i verden.