Ledighed tæt på historisk bundniveau

I fem af landets amter er antallet af ledige nu mindre end en halv procent fra det hidtidige bundniveau i slutningen af 2001. I fjorten amter er tallet på under en procent.

I fem af landets amter er antallet af ledige nu mindre end en halv procent fra det hidtidige bundniveau i slutningen af 2001. I fem af landets amter er antallet af ledige nu mindre end en halv procent fra det hidtidige bundniveau i slutningen af 2001.

Det går stærkt med at få bragt arbejdsløsheden i Danmark længere ned. I fem af landets amter er antallet af ledige nu mindre end en halv procent fra det hidtidige bundniveau i slutningen af 2001. I 14 amter er tallet på under en procent. Det viser beregninger, som Danske Bank har foretaget for ErhvervsBladet.

Bedst er det gået i amter som Århus, Ribe, Sønderjylland og Storstrøm. Derimod er arbejdsløsheden over en procent fra den tidligere bundrekord i København og Nordjylland.

Chefanalytiker i Danske Bank Steen Bocian påpeger, at ledigheden over hele landet reelt set er meget tættere på niveauet fra 2001.  Det skyldes, at der i forhold til for fire år siden i dag er langt færre ledige i aktivering.

- Der er ingen tvivl om, at kapacitetsproblemer bliver den begrænsende faktor for den danske økonomi. For tiden står det lidt svagt til med væksten ude omkring i Europa. Men når eller hvis euroland kommer op i et højere gear, så får vi problemer herhjemme, fordi råderummet i økonomien i forvejen er meget lille, siger Steen Bocian.

Flere kan integreres

Han opfordrer virksomhederne til at tænke anderledes, når de skal ud og hente nyt personale. for på den måde at undgå flaskehalse.

- Opsvinget giver en fantastisk mulighed for at få flere integreret på arbejdsmarkedet. Det kræver en kombination af videreuddannelse af de ledige, samt at virksomhederne ser mere fleksibelt på deres medarbejdere. Mangler en virksomhed en given type medarbejder, kan den gå efter en person med nogle lidt andre kvalifikationer. Det handler om at få skubbet hele hierarkiet i virksomhederne en tand opad, siger Steen Bocian.

Da ledigheden nåede det hidtidige bundniveau i nyere tid, endte det med, at lønstigningerne på årsbasis kom op over fire procent. På nuværende tidspunkt er der dog ingen tegn på, at en løn- og prisspiral er ved at udvikle sig i den danske økonomi. Og Steen Bocian påpeger, at det er meget svært at give et bud på, hvor langt ledigheden reelt kan komme ned.

Masser af stillingsopslag

Men alt tyder på, at arbejdsløsheden i de kommende måneder vil falde yderligere. Ifølge det netbaserede Jobindeks er antallet af stillingsopslag netop nu rekordhøjt. Blandt de største arbejdsgivere er det først og fremmest vikarbureauerne, detailhandlen, servicevirksomhederne og bankerne, der har brug for nye medarbejdere.

Hos Dansk Arbejdsgiverforening (DA) glæder man sig naturligt nok over udviklingen. Men DA fremhæver, at udviklingen stiller store krav til regeringens beskæftigelsespolitik. Målet skal være, at køen af arbejdsløse bliver endnu kortere, end den var i 2001.

- Man skal ikke stirre sig blind på det niveau, vi tidligere har set. Ledigheden skal endnu længere ned. Samtidig skal de regionale forskelle i ledighedsniveauerne udlignes. Der skal fokus på, at ledige søger de job, der er. Hertil kommer, at nye regler gør, at Arbejdsformidlingen kan kræve, at personer med høje og mellemlange uddannelser søger job i hele landet. Regeringen kunne overveje at brede den regel ud, så den gælder hele arbejdsmarkedet, siger chefkonsulent i DA Jørgen Bang-Petersen.