AE: Godt med flaskehalse på arbejdsmarkedet

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd deler ikke bekymringen for overophedning af arbejdsmarkedet. Flaskehalse skaber plads til udsatte ledige, lyder det fra direktør Lars Andersen.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener, at det er godt, at der er nogle begyndende flaskehalse. Det giver nemlig efterspørsel efter de grupper, der står lidt svagere på arbejdsmarkedet.Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener, at det er godt, at der er nogle begyndende flaskehalse. Det giver nemlig efterspørsel efter de grupper, der står lidt svagere på arbejdsmarkedet.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) deler ikke flere økonomers bekymringer for overophedning af arbejdsmarkedet som følge af den faldende ledighed.

- Ledigheden er faldet en del, og det er godt. Det er også godt, at der er nogle begyndende flaskehalse. Arbejdsmarkedet er jo indrettet, så man altid tager de bedste først. Så derfor har de grupper, der står lidt svagere på arbejdsmarkedet, bedre chance for at komme i job nu. Det gælder for eksempel indvandrere og efterkommere, kontanthjælpsmodtagere og ældre ledige, siger Lars Andersen, direktør i AE.

- Så det er godt, både set fra de lediges side og for samfundsøkonomien. Jeg ser det bestemt ikke som noget negativt, siger han.

Flere økonomer advarer ellers i disse dage om, at hvis udviklingen fortsætter, kan det føre til stigende lønninger og virksomheder, der på grund af mangel på arbejdskraft må sige nej til ordrer. Det kan så føre til en lavkonjunktur.

Lars Andersen mener også, at det kan komme til at gå for stærkt.

- Men det, det handler om nu, er at få fuld fart på den aktive arbejdsmarkedspolitik, få fuld fart på efteruddannelse, så folk kan blive opkvalificerede, og folk i kanten af arbejdsmarkedet kan få fodfæste. Det er ikke noget problem, at ledigheden bare falder og falder.

- Hvis ledigheden falder for hurtigt, kan vi risikere, at vi får nogle overophedningstendenser. Men det er ikke et problem, hvis det bare er nogle enkelte steder, for det er med til, at arbejdsmarkedet justerer sig, mener han.

Mere aktiv arbejdsmarkedspolitik

Lars Andersen mener, at opgaven lige nu er at få den aktive arbejdsmarkedspolitik til at fungere ordentligt.

- Der har været en tendens til at føre en mindre aktiv arbejdsmarkedspolitik, at der bliver mindre efteruddannelse og mere brugerbetaling. Det er den forkerte vej at gå for at få flere ud på arbejdsmarkedet, understreger Lars Andersen.

Han peger også på, at inden for byggeriet, der er et af de områder, hvor man taler om begyndende flaskehalse, er vi i den situation, at der ikke bliver bygget ret meget om vinteren.

- Det er vigtigt at tage initiativer til at få glattet sæsonen ud, så det er også en vigtig pointe, siger han.

- Så der er flere ting, man kan gøre. Og de flaskehalse, der opstår rundt omkring, er simpelthen også det, der skal til for, at tingene flytter sig på arbejdsmarkedet, siger han.

Man kan ikke piske folk, der ikke kan

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Larsen, Aalborg Universitet (AUC), mener at man de senere år har underinvesteret i efter- og videreuddannelse.

- Man har nogle, der stadig er ledige, samtidig med at man har jobåbninger. Der er to mulige diagnoser: Matcher de ledige ikke jobbene, fordi de mangler de rette kvalifikationer, eller matcher de ikke jobbene, fordi de ikke er motiverede nok? Jeg mener, det er et kvalifikationsproblem. Arbejdsgiverne er ikke interesserede i de ledige, der er til rådighed, fordi de mangler kvalifikationerne, mener Flemming Larsen.

- Men det politiske fokus er, at dem uden for arbejdsmarkedet ikke er interesserede nok i at komme indenfor. Derfor siger man, at det skal kunne betale sig at arbejde, der mangler incitamenter, man skal sikre sig strammere rådighed og kontrol over for de ledige, siger Flemming Larsen.

Han mener, at et af Danmarks stærkeste konkurrence-kort er, at vi har et fleksibelt arbejdsmarked, hvor den offentlige sektor har leveret videre- og efteruddannelse til både ledige og beskæftigede.

- Problemet er, at man de senere år har underinvesteret i uddannelse og opkvalificering. I stedet har man presset alene på incitamentssiden over for de ledige. Men man kan ikke piske folk, der ikke kan. Jeg tror ikke, det er den rette medicin til de resterende grupper. Det, der er brug for, er massive investeringer i uddannelse, og så skal man tro på, at uddannelse er en investering med en langsigtet effekt, hvilket flere målinger også viser, pointerer Flemming Larsen.

Politiske interesser

Flemming Larsen peger på, at spørgsmålet om flaskehalse er omgivet af politiske interesser.

- Flaskehalse og overophedning er en tilbagevendende diskussion. Der skal bare være en håndværksmester som mangler en mand, så er det en historie i TV-Avisen. For det er også et politisk spørgsmål. Jo mere man får sat en dagsorden om flaskehalse, jo mere kan man presse på fra arbejdsgiverside. Kan man sikre sig et så stort arbejdskraftudbud som muligt, er det nemmere at holde lønningerne i ro. Men jeg kan ikke se, at der er specielt store problemer lige nu, siger han.