Retten til konflikt er altafgørende
Ugens politik:
Konfliktretten, en af grundpillerne i den danske arbejdsmarkedsmodel, er kommet på dagsordenen både nationalt og i EU.
Denne konfliktret er en del af arbejdsmarkedets grundlov, hovedaften mellem LO og DA. En ret, hvis væsentligste betydning med LO-formand Harald Børstings ord er truslen om, at den kan anvendes.
Svaret er nej.
Og kunne man forestille sig, at den danske fagbevægelse med succes kunne overenskomstdække det ene herværende udenlandske byggefirma efter det andet, hvis der ikke var mulighed for om fornødent at iværksætte konflikt for at nå målet.
Svaret er atter nej.
Denne konfliktret er en del af arbejdsmarkedets grundlov, hovedaften mellem LO og DA. En ret, hvis væsentligste betydning med LO-formand Harald Børstings ord er truslen om, at den kan anvendes.
Den kristelige fagforening og arbejdsgiverorganisation har imidlertid afskrevet sig retten til konflikt - og det kan aflæses i form af ringere aftaler end på LO-DA området, mener LO.
Det er derfor i høj grad et opgør om retten til at konflikte, LO er ved at forberede sig på, når LO's hovedbestyrelse uden tvivl giver mandat til at kunne iværksætte en konflikt mod Kristelig Arbejdsgiverforening (KA) og dens cirka 800 medlemsvirksomheder.
Baggrunden er den, at tre frisørkæder, der er medlem af KA, vil presse ni frisører til at melde sig ud af deres LO-forbund Dansk Frisør- og Kosmetikerforbund og bort fra deres hidtidige overenskomst og over på en ringere kristelig overenskomst. Sagen behandles af Arbejdsretten, men går afgørelsen LO imod, er LO parat til at iværksætte blokade mod KA's medlemsvirksomheder.
Godt råd fra DA til regeringen
Truslen om konflikt mod sine 800 medlemsvirksomheder har fået KA til at appellere til regeringen om et politisk indgreb. Indtil videre har såvel statsminister Anders Fogh Rasmussen som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen forholdt sig tavse, men de har uden tvivl lyttet meget til det gode råd fra vennerne i Dansk Arbejdsgiverforening om at blande sig uden om og lade arbejdsmarkedet klare sagen selv.
Alt andet vil også være hykleri, idet det kun er godt en uge siden, at regeringen sammen med Folketingets øvrige EU-venlige partier vedtog en europapolitisk aftale i tilknytning til Lissabon-traktaten. Heri understreges det, at partierne bag aftalen lægger "stor vægt på at fastholde retten til at foretage kollektive kampskridt, der er en vigtig del af den danske arbejdsmarkedsmodel. Partierne vil derfor vende sig mod EU-tiltag, der er i modstrid med konfliktretten".
Baggrunden for netop dette afsnit i den europapolitiske aftale er den såkaldte Vaxholmsag, hvor den svenske fagbevægelse ved EF-domstolen for godt to måneder siden tabte til et lettisk byggefirma i et opgør om retten til at konflikte. Her blev det slået fast, at retten til at konflikte ganske vist er en fundamental ret, men at hensynet til arbejdskraften fri bevægelighed vejer tungere. Dommens konsekvenser for det danske arbejdsmarked er usikre, men der er ingen tvivl om, at dommen indskrænker konfliktretten. Og det ændrer en nok så sympatisk europapolitisk aftale ikke på, selv om fagbevægelsen udtrykker tilfredshed med de pæne formuleringer.
Brug for både nationale og europæiske tiltag
Der skal med andre ord derfor mere til. Og det ved regeringen, som har nedsat en særlig udredningsgruppe, der skal analysere konsekvenserne af EF-domstolens afgørelse. Udvalget skal dernæst komme med forslag til, hvilke initiativer der kan være nødvendige for at sikre, at den danske arbejdsmarkedsmodel er forenelig med EU-retten. I udvalget deltager arbejdsmarkedets parter, uvildige eksperter samt en række repræsentanter fra de berørte ministerier. Først i denne uge fandt regeringen en formand til udvalget, idet teaterchef Michael Christiansen, der er jurist, har sagt ja til tjansen. Det er målet, at udvalget skal være klar med sine anbefalinger inden sommerferien. Eventuel ændret lovgivning kan så gennemføres i løbet af efteråret.
Ingen bilder sig imidlertid ind, at Folketinget gennem nationale ordninger og tiltag kan inddæmme alle de begrænsninger, som er en følge af dommen. Der er simpelthen brug for initiativer på EU-plan. Det mener blandt mange andre den europæiske fagbevægelse samlet i ETUC. I forbindelse med en høring i Europa-Parlamentet i løbet af ugen appellerede ETUC's generalsekretær John Monks til "hurtigt at udbedre ødelæggelserne" af Vaxholm-dommen, som han kaldte godkendelse af social dumping. Han præsenterede tre forslag til handling. For det første udarbejdelse af en særlig tilføjelse til selve Lissabon-traktaten med understregning af retten til at tage kollektive kampskridt for at sikre arbejds- og levevilkår ud over minimumsstandarder. For det andet ændring i Udstationeringsdirektivet, så det kommer til at leve op til dets oprindelige formål at beskytte arbejdstagerne. Endelig for det tredje hurtig gennemførelse af Vikardirektivet, der skal sikre vikarer samme beskyttelse som fastansatte.
Europa-Parlamentet er splittet
Det gode spørgsmål er naturligvis, om fagbevægelsens gode råd til de europæiske parlamentarikere har nogen gang på jorden. Hverken den nævnte høring eller parlamentets debat i sidste uge i forbindelse med godkendelse af Lissabon-traktaten har givet mere klarhed.
Diskussionerne i forbindelse med Servicedirektivet, der blev vedtaget i 2006, afslørede grundlæggende forskellige holdninger til arbejdsmarkedet og til beskyttelse af arbejdstagere. EU er på det område nærmest delt i en Øst- og Vestblok med Storbritannien som undtagelsen i Vestblokken. Derfor vil en stramning af Udstationeringsdirektivet blive en særdeles vanskelig og langvarig proces.
Europa-Parlamentet er heller ikke indstillet på at aflevere magt og kompetence til de enkelte medlemsstater. Et meget stort flertal i parlamentet stemte således forleden imod et forslag fra Folkebevægelsen mod EU om at "retten til kollektive kampskridt fortsat skal henhøre under medlemsstaternes eksklusive kompetence". Forslaget fik endda kun begrænset dansk støtte, idet parlamentsmedlemmerne fra Venstre, Konservative, De Radikale og SF samt to socialdemokrater stemte imod forslaget. Den ene af de to, formanden for de europæiske socialdemokrater, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, har siden stærkt irriteret forklaret, at hans stemmeafgivning var en fejl. Den danske modstand mod forslaget stiller imidlertid, mener Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU, Folketingets europaaftale i et totalt utroværdigt lys.
I øvrigt har Folkebevægelsen mod EU foreslået, at regeringen - inden Danmark ratificerer Lissabon-traktaten - sikrer Danmark en klar og effektiv faglig EU-undtagelse, der fastslår, at aftalemodellen og konfliktretten er et nationalt anliggende, som EF-domstolen og EU's øvrige instanser ikke skal blande sig i.
Den undtagelse burde vi have fået allerede i 1992, men bedre sent end aldrig, siger Folkebevægelsen.