3F vil støtte syersker i Bangladesh
Ekstremt lav løn, systematisk overarbejde og ingen rettigheder er hverdag for syersker i Bangladesh. 3F håber at kunne støtte deres kamp for bedre vilkår gennem et nyt udviklingsprogram i Asien.
Tekstilarbejdere i flere asiatiske lande arbejder under uhyrlige forhold. Millioner af fattige kvinder syr tøj og tekstiler til vestlige kunder på fabrikker i Bangladesh. Det er et af verdens fattigste lande, og vilkårene på arbejdsmarkedet findes ikke ringere ret mange steder.
Det er baggrunden for, at 3F nu ønsker at støtte tekstilarbejdernes fagforeninger i Bangladesh og skabe bedre forhold for arbejderne i industrien. Forbundet søger Danida om støtte til et udviklingsprogram, der også omfatter Sri Lanka, Nepal og Filippinerne.
- Forholdene i Bangladesh er ekstreme. Lønnen ligger på omkring 42 dollars (ca. 230 kr.) om måneden, og det er ikke nok til at skaffe proteiner nok til den person, der arbejder på fabrikken, for slet ikke at tale om familiens børn. Det er rystende, siger Bjarne Harder Larsen, leder af 3F's solidaritets- og bistandsarbejde.
Han er netop vendt hjem fra et besøg i Bangladesh, hvor 80 procent af arbejderne i tekstil- og tøjindustrien er kvinder.
Arbejder 60 timer om ugen
- Kvinderne bliver typisk tvunget til systematisk overarbejde uge efter uge. Det betyder, at de reelt arbejder 60 timer om ugen, i stedet for de 48 timer, der er den officielle arbejdsuge i landet, siger Bjarne Harder Larsen.
Der er tre millioner ansatte i tekstil- og beklædningsindustrien, som spiller en enorm rolle for landets økonomi. Bangladesh er et af verdens tættest befolkede lande. Trods omfattende korruption har landet de seneste år haft en vækstrate på 6 procent. Alligevel lever 40 procent af befolkningen under fattigdomsgrænsen. De seneste år har der været mange voldsomme strejker på tekstilfabrikkerne, men forholdene er ikke blevet nævneværdigt forbedret.
Ingen ret til fagforening
- Det centrale problem på arbejdspladserne er, at arbejderne som regel ikke har ret til at organisere sig i fagforeninger og forhandle overenskomster og derved ændre på vilkårene. Det bliver forhindret af fabriksejere og myndigheder i fællesskab, selv om det er to af de grundlæggende rettigheder under ILO, FNs arbejdsmarkedsorgan, siger Bjarne Harder Larsen.
Under turen besøgte Bjarne Harder larsen den danske tøjkoncern, Bestsellers, kontor i Bangladesh og en af de fabrikker, der leverer tøj til selskabet. 3F håber at etablere et samarbejde med danske virksomheder om at forbedre syerskernes forhold. Hvis ansøgningen til Danida accepteres, kan projektarbejdet begynde den 1. november 2011.
Danmark importerer varer for en milliard om året fra Bangladesh.