Tekstil-kvinder rammes af krisen

Krisen har fatale følger i verdens beklædnings- og tekstilindustri. Foreløbig har 11,5 millioner mistet deres job, Langt de fleste er kvinder.

Tekstilarbejderne i Nepal er i fare for at miste deres job på grund af den globale krise.Tekstilarbejderne i Nepal er i fare for at miste deres job på grund af den globale krise.

Den vestlige verdens indkøbere af tøj og tekstiler sparker finanskrisen nedad.

Producenter i u-landene presses på priserne, selv midt i kontraktperioder. Mærkevarefirmaer og grossister udskyder betalingen for varer til det sidste. Så må firmaerne give op, fordi banken har sagt stop.
ITGLW repræsenterer beklædnings- og tekstilarbejdere i 110 lande. Her viser nye tal, at 11.5 millioner siden juni 2008 har mistet deres job. Over 8.000 firmaer er lukket.

Herudover er yderligere tre millioner job i fare, vurderer organisationen.

- Det var et totalt skræmmende billede, vi fik tegnet på det seneste møde i ITGLWF. Mennesker uden sikkerhedsnet sendes ud i ledighed. Mange har forladt deres land eller by for at få arbejde. 80 procent af dem er kvinder, de fleste meget unge og oftest alene om at skaffe brød på bordet i store familier, siger Connie Sørensen, branche-formand for beklædning og tekstil i 3F.

Verdensbanken og den internationale arbejdsmarkedsorganisation ILO må gribe ind nu, mener ITGLWF. Både med økonomisk bistand og planer for overlevelse, og ILO må lægge endnu mere alvor i at ind-skærpe, at diverse konventioner skal overholdes.













Arbejdsdagen bliver længere

- Forholdene får i krisens lys desværre lige en tak mere i den forkerte retning. Lønnen er i forvejen under eksistensminimum. Nu sættes den yderligere ned, arbejdsdagene bliver endnu længere, og der er ingen penge for overtid, påpeger Connie Sørensen.

- Vi hørte om flere store multinationale kæder, der rent ud har sagt til virksomhederne i de fattige lande, at de godt vil lægge deres ordrer der. Til gengæld ville man så også have lov til at sende alle de varer tilbage, der eventuelt ikke bliver solgt.

- Jeg håber, danske virksomheder holder sig for gode til at kræve endnu lavere produktionspriser, når de i forvejen er nede på laveste minimum. På den anden side presses nogle af vore danske medlemmer også til lønnedgang, siger Connie Sørensen.

Diverse økonomiske redningspakker bør skræddersyes til både at skabe nye og bevare ordentlige job, siger ITGLWF.