Drop sovepiller og få den gode søvn
Sovemedicin har begrænset virkning i længden. Det handler om at lære at spænde af og ændre sine sovevaner, hvis man vil have den sunde søvn. Det mener ekspert i sundhedspsykologi, der er aktuel med ny søvn-cd.
Hvis du vil have en god nats søvn, så drop sovepillerne. Undersøgelser viser, at man i gennemsnit kun vinder 12-15 minutters ekstra søvn ved at bruge sovemedicin. (Foto: Colourbox) Mange danskere lider af søvnproblemer, som de fleste forsøger at løse ved at tage sovepiller. Og årsagerne til de søvnløse nætter er utallige, men i følge Bobby Zachariae, der er professor i sundhedspsykologi ved Aarhus Universitet og manden bag de nye søvn-cd'er, er stress en af de væsentlige årsager.
Desuden bliver mange af os heller ikke naturligt trætte, som vi gjorde for 100 år siden, fordi færre af os bevæger sig i løbet af dagen, for eksempel i forbindelse med arbejde.
- Desuden har samfundsudviklingen bevirket, at mange kommer til at forskyde døgnrytmen, blandt andet fordi vi holder os længe vågne på grund af elektrisk lys, tv, og computere, forklarer Bobby Zachariae.
Drop sovepillerne
Baggrunden for, at professoren har lavet søvn-cd'erne er, at der bør være flere alternativer til sovemedicin.
- Programmet bygger på den viden, man i dag har om, hvordan man kan behandle søvnproblemer psykologisk frem for at bruge sovemedicin, forklarer han.
Ifølge professoren kan sovemedicin være afhængighedsskabende. Desuden vænner kroppen sig til medicinen, og undersøgelser har vist, at man i gennemsnit kun vinder 12-15 minutters ekstra søvn ved at bruge sovemedicin.
- Fordi søvn er en naturlig proces, der er sårbar, er det langt mere hensigtsmæssigt at bruge en naturlig tilgang der hjælper én til at lære at spænde af og til at ændre sovevaner, forklarer Bobby Zachariae.
Vi har i snit brug for 7 timers søvn
- Vi ved, at psykologisk behandling er effektiv, og at afspænding i sig selv gør en forskel. Desuden har det en stor betydning, hvordan ens tanker er om søvn, forklarer Bobby Zachariae.
Men efter hvor mange timer har man så sovet nok?
- I gennemsnit har man brug for ca. 7 timers søvn. Generelt er det dog sådan, at føler man sig frisk og udhvilet, så er der god sandsynlighed for, at man får nok søvn. Vanskeligheder med at sove bliver først et problem, når det påvirker livskvaliteten.