Millionerstatning efter sej kamp mod Tryg

Et læs betonaffald sendte Peter Freuchen på førtidspension. Erstatningen på knap 1,4 millioner er kun et plaster på såret, der aldrig vil hele.

Peter Freuchen har svært ved at komme ud. Derfor bruger han mange timer om dagen foran sit "husalter", computeren, på at spille strategispil. (Foto: Hanne Loop)Peter Freuchen har svært ved at komme ud. Derfor bruger han mange timer om dagen foran sit "husalter", computeren, på at spille strategispil. (Foto: Hanne Loop)

Smerterne skærer i ryggen. Minut efter minut, time efter time, dag efter dag. Han kan ikke slippe væk, slappe af et øjeblik, lade kroppen få fred. Det stopper aldrig.

- Det er et helvede at vågne hver morgen og vide, at i aften har jeg ligeså ondt som nu, siger Peter Freuchen og kigger ud af vinduet i den lille lejlighed på Falster.

Han er 38 år og førtidspensionist. 11. september 2007 var Peter Freuchen ved at rydde op efter dagens arbejde på Øernes Elementfabrik i Nykøbing Falster. Han havde kun været ansat i seks uger.

Der var top på trillebøren, da han kørte af sted med det sidste læs betonaffald.

- Jeg ville jo gerne bevise, at jeg kunne. Det føltes godt at kunne sige, at jeg havde et arbejde.

Men glæden blev brudt, da trillebøren stødte på en træklods. Læsset tippede, og i forsøget på at rette de knap 300 kg op blev Peter Freuchens ene ryghvirvel revet halvanden centimeter skævt.

- Det var som at blive sparket i ryggen af en hest.

Uden at vide, at han havde fået en diskusprolaps, satte han sig ind i sin bil og kørte på hospitalet. Dommen var et hekseskud, kuren et skud morfin.

Hjemme blev det værre. Her lå han et døgn uden at kunne mærke noget fra navlen og ned, indtil hans mor fandt ham i lejligheden og ringede 112.

Dybt skuffet over Tryg

Efter to år med indlæggelser, operationer og stærke smerter afgør Arbejdsskadestyrelsen i 2009, at Peter Freuchen har tabt 50 procent af sin arbejdsevne ved ulykken. Ménet efter arbejdsulykken vurderes til 15 procent. En vurdering, den lokale 3F-afdeling finder for lav, men Peter Freuchen selv er tilfreds.

Forsikringsselskabet Tryg klager imidlertid over afgørelsen. Her mener man, at en del af Peter Freuchens gener går forud for arbejdsskaden, der bør vurderes lavere og eventuelt ikke erstattes.

- Kampen med Tryg var med til at trække mig ned i den dybe skuffe, siger Peter Freuchen.

Men 3F Guldborgsund er hurtig til at sende en modklage, der fastholder, at ménet er sat for lavt.

Det resulterer i, at Ankestyrelsen tilkender Peter Freuchen en højere erstatning end først vurderet. Dermed har han for nylig kunne hæve knap 1,4 millioner kroner i banken.

Som at få en syl i ryggen

Peter Freuchen er glad for erstatningen. Den gør livet lidt lettere. Men den kan ikke gøre det hele godt igen, for arbejdsskaden har haft omfattende konsekvenser.

Det værste var, da konen forlod ham. De var sammen i fem år, men depression, smerter og et sexliv, der aldrig kommer til at fungere igen, var mere, end hun kunne klare.

- Der er dage, hvor jeg mest har lyst til at springe ud af vinduet, siger han på vej ned ad trappen.

- Hvert skridt er som at få stukket en syl i ryggen, mumler han anstrengt, da foden rammer endnu et trin.

Trods smerterne og de to krykker insisterer han på at holde døren for en kvinde, der er på vej ud.

Han nægter at give op. Og støtten fra forældre og søskende har været afgørende. Særligt hans mor har været en stor hjælp.

- Min familie betyder alt. Uden dem var jeg for længst hoppet i havnen.