Historisk retssag om ordblind dreng
Thisted kommune nægtede at betale udgifterne til specialundervisning af ordblinde Mikkel Jensen. Det har ført til erstatningskrav og den første danske retssag om mangelfuld specialundervisning.
- Inderst inde sidder nederlagene fra folkeskolen i mig endnu. Jeg hader faktisk folkeskolen for det, de har gjort. Det er svært at hente alle de år ind, hvor jeg sad på bagerste række og intet lærte, siger Mikkel Jensen. Sagen om ordblinde Mikkel Jensen, Nykøbing Mors, der ikke lærte at læse, fordi han ikke blev testet og fik den rette specialundervisning i folkeskolen, kommer for i Vestre Landsret i Viborg 20. og 21. november. Det er den første sag af sin art i Danmark. I Norge har lignende sager ført til sekscifrede erstatninger.
Mikkels forældre betalte godt 100.000 kroner for et ophold på en ordblindeefterskole. Thisted Kommune vil ikke dække ekstraudgifterne, og 3F har derfor lagt sag an mod kommunen.
- Thisted kommunes skolevæsen har gjort sig skyldig i et alvorligt svigt, som faktisk rækker langt ud over erstatningskravet, siger 3F's forbundssekretær Per Christensen.
Kæmpemæssigt gennembrud
Formand for Ordblindeforeningen i Danmark Hans-Pauli Christiansen understreger, at medhold i retssagen vil være et kæmpemæssigt gennembrud efter mange års skandaløst svigt.
Han håber, at Undervisningsminister (V) Bertel Haarder stiller skarpt på ordblinde, så landets kommuner får rettet op på svigtet. - Det kræver en politisk beslutning og de nødvendige resurser. For det, vi ser her, er kun toppen af isbjerget, siger han.
Flere og flere klager
Ordblindeforeningen har, ligesom 3F, oplevet en kraftig stigning i henvendelser fra forældre med ordblinde børn, der slås med, at skolerne ikke vil anerkende, at børnene er ordblinde og derfor ikke vil teste dem.
Per Christensen pointerer, at læsebesvær er den tungeste årsag til, at unge ikke får nogen uddannelse.
- Vi har i 15 år undersøgt problemet blandt vores ufaglærte medlemmer. De, der ikke læser godt nok, melder sig aldrig på kurser og uddannelse, siger han.
Nederlag sidder i kroppen
Mikkel Jensen lærte meget på Sjørringvold Efterskole og senere på Bork Havn Efterskole, men har droppet alle planer om at starte på en erhvervsuddannelse.
- Inderst inde sidder nederlagene fra folkeskolen i mig endnu. Jeg hader faktisk folkeskolen for det, de har gjort. Det er svært at hente alle de år ind, hvor jeg sad på bagerste række og intet lærte. Der er meget, jeg ikke kan som dårlig læser, siger Mikkel, der i dag er 18 år og arbejder hos en lokal entreprenør.
Efterskole afviser at vidne
Selvom Mikkel Jensen havde stor glæde af et ophold på Bork Havn Efterskole ved Ringkøbing for elever med læse- og stavevanskeligheder, afviser skolens forstander Michael Breede Poulsen overraskende at vidne i Mikkels retssag.
- Vi vil ikke blandes ind i tvist med Thisted Kommune. Vi ved godt, at vi kunne hjælpe ham ved at vidne, men har altså ikke lyst til at være part i sagen. Det er ikke os, der skal bevise noget, siger forstanderen og afviser, at skolens uvilje skyldes frygt for at lægge sig ud med kommunerne, der henviser elever til skolen.
3F: Det er for dårligt
Per Christensen er vred og forarget over, at en ordblindeskole ikke vil fortælle landsretten om deres undervisning. Specielt i en sag hvor en ordblind elev har brug for, at alle sten bliver vendt.
- Via 3F's telefonrådgivning, sender vi mange elever til ordblindeefterskolerne, som generelt gør et stort og godt arbejde. Men Bork Havn Efterskole vil vi stærkt fraråde. De ordblinde har brug for, at skolen bakker dem 100 procent op, og det gør Bork Havn Efterskole ikke, siger Per Christensen.
Hans-Pauli Christiansen understreger, at de, der har viden om sagen, har pligt til at fortælle om det.
- Det her handler jo om at få forbedret vilkårene for ordblinde, siger han.
Masser af forældre i knibe
Forældrene, Jette Thomsen og Svend Erik Jensen, der i mellemtiden er flyttet fra Thisted til Nykøbing Mors, kæmpede fra de små klasser for at få skolen til at anerkende, at Mikkel er ordblind, så han kunne få den rette undervisning.
Familien har betalt en stor pris: Skænderier, skældud, afmagt og et ægteskab på vippen.
Siden de stod frem med deres sag sidste år, har de erfaret, at masser af andre forældre er i samme situation som dem.
- Derfor er det så vigtigt, at vi vinder retssagen mod kommunen. Er der retfærdighed til, bliver kommunen dømt. Taber vi, kan kommunerne bare fortsætte med at svigte. Sådan må det ikke gå, lyder det fra Jette Thomsen og Svend Erik Jensen.
Erik Holm, børne- og kulturdirektør, Thisted Kommune, har ingen kommentarer, før sagen er slut.