Bekymrede forældre kimer 3F ned

Mange ængstelige forældre ringer til 3F's ordblindehotline i kølvandet på ordblinderetssager. Ikke med deres egne vanskeligheder, men med børnenes.

I årevis har kampen for de læse- og stavesvage haft en særlig plads i 3F's hjerte - en mærkesag, der utrætteligt er blevet præsenteret for politikerne år efter år. Indtil videre uden det helt store gennembrud.  (Tegning: Bob Katzenelson)I årevis har kampen for de læse- og stavesvage haft en særlig plads i 3F's hjerte - en mærkesag, der utrætteligt er blevet præsenteret for politikerne år efter år. Indtil videre uden det helt store gennembrud. (Tegning: Bob Katzenelson)

3F's hotline for ordblinde og læsesvage bliver kimet ned i kølvandet på de to ordblinderetssager, der kørte tidligere på året.

Det usædvanlige er, at medlemmerne i høj grad ringer for at få råd og hjælp om deres børns læsevanskeligheder i skolen, hvor de løber panden mod en mur.

Uddannelseskonsulent i 3F Kim Olsen pointerer, at meningen med 3F's varme linje primært er, at medlemmerne kan ringe og få råd og vejledning om, hvad de skal gøre, og hvor de kan gå hen, hvis de har problemer med ordblindhed på jobbet.

- Men når så mange ringer på deres børns vegne for at høre, hvor de skal gå hen for at få hjælp, er det ikke bare et tegn på, at mange børn lades i stikken i skolen, men også at forældrene mangler et sted at henvende sig, siger uddannelseskonsulent i 3F Kim Olsen.

Hårrejsende beretninger

Kim Olsen har hørt mange hårrejsende beretninger fra fortvivlede forældre, der er ængstelige på børnenes vegne.

- Fælles for mange af henvendelserne er, at børnene ikke har fået, hvad vi opfatter som et rimeligt tilbud om hjælp til at overvinde deres læseproblemer i løbet af skoletiden, siger han.

Kim Olsen anbefaler som oftest forældrene at klage til kommunen og eventuelt få lavet en test af børnene, så der foreligger noget dokumentation på skrift.

- Men forældrene bliver tit lange i mælet. De har ofte selv læse- og skriveproblemer, da ordblindhed er arveligt, og har svært ved skriftlig kommunikation, siger Kim Olsen, der igen opfordrer landets kommuner til at tage opgaven langt mere alvorligt, end tilfældet er i dag.