Ordblindelærere varsler blokade
Blokadevarsel i protest mod, at regeringen forringer vilkår for ordblindelærere på VUC. Velfærdsforligets aftale om øget læse-stave-indsats er i fare, mener 3F
Nyansatte ordblindelærere mister 51.000 kroner i årsløn. Blandt andet derfor truer fagforeningen LVU nu med blokade og strejke. (Tegning: Bob Katzenelson) Undervisningen på landets voksenuddannelsescentre (VUC) risikerer at blive lammet inden længe, og det vil ramme landets mange læse-stave-svage voksne hårdt.
Landsforbundet af Voksen- og Ungdomsundervisere (LVU) har foreløbig varslet blokade, fordi finansminister Thor Pedersen (V), efter at VUC-området med kommunalreformen blev overført fra amterne til staten, har indført ny overenskomst for VUC-lærerne - midt i en overenskomstperiode.
Det betyder for eksempel, at en nyansat ordblindelærer får 51.000 kroner mindre i løn det første år, oplyser formand for LVU Hanne Pontoppidan
Trapper op med strejke
Hun afviser ikke, at der kan blive tale om strejke, hvis ikke regeringen besinder sig og trækker sparemanøvren.
- Vi beklager utrolig meget, at det er nødvendigt med de her skridt. Men regeringen er løbet fra løftet om, at ingen overenskomstansatte ville gå ned i løn og få ringere arbejdsvilkår i forbindelse med kommunalreformen, siger Hanne Pontoppidan, der støttes af en enig opposition:
Socialdemokraterne, Radikale, SF og Enhedslisten mener, at Finansministeren bryder både løfter og loven. De fire partier har stillet en række spørgsmål, og der er åbent samråd om sagen i Folketinget sidst i januar.
Ordblindeindsats i fare
Forbundssekretær i 3F Per Christensen kalder det dybt bekymrende, at regeringen løber fra sine løfter.
- Ved velfærdsforliget blev det aftalt, at der skal ske et markant løft i læse-, skrive- og regneindsatsen for voksne, og der blev afsat 29 millioner kroner i 2007 til den styrkede indsats. Nu er regeringen ved at forkludre det hele godt og grundigt. På vegne af de mange 3F'ere, der skulle nyde godt af den forstærkede indsats, som nu er bragt i fare, opfordrer vi kraftigt regeringen til at leve op til sine løfter, siger han.
Mister 51.000 kr. første år
Det vil lærerne utvivlsomt også sætte pris på, idet den nye overenskomst betyder en lønnedgang på en halv million kroner set over 15 år.
- De udregninger kan der ikke stilles spørgsmålstegn ved, og så er beløbene endda lavt sat. Men oveni forringes lærernes forberedelsestid, medbestemmelsen på arbejdstidens tilrettelæggelse fjernes, ligesom en seniorordning med mulighed for nedsat tid, som holder på de ældre lærere, skrottes, siger Hanne Pontoppidan.
Lærermangel vil ramme hårdt
Det rammer især ordblindeundervisningen, hvor der er udsigt til lærermangel.
- Gennemsnitsalderen for en ordblindelærer er midt i 50'erne, så vi står over for en massiv udskiftning de kommende år, og det bliver svært at skaffe lærere. Vilkårene forringes ganske betydeligt, og det betyder desværre også klart ringere vilkår for de ordblinde og læse-stave-svage, siger hun.
Langt fra målet
Per Christensen peger på, at 3F tidligere har rost regering og forligspartier for aftalen om målrettet og styrket indsats, som 3F har efterlyst i årevis.
- Målsætningen er at komme op på 40.000 kursister om året på Forberedende Voksenundervisning (FVU), og det er dybt beklageligt, at regeringen nu spænder ben for lærerne på VUC og fjerner sig fra målet, siger Per Christensen.
Afventer arbejdsretten
Sagen ligger i øjeblikket i Arbejdsretten, der vurderer gyldigheden af blokadevarslet. Afgørelsen falder indtil videre 20. februar.
Hanne Pontoppidan forventer, at Arbejdsretten giver lærerne medhold.
- Så træder blokaden i kraft tre døgn senere, hvor der så ikke kan blive ansat nye lærere. Så må vi se, om vi bliver nødt til at trappe konflikten op. Vi kan simpelthen ikke leve med, at kommunalreformen bruges til at lave besparelser - mod alle løfter, siger hun.