Chefers skældud skaber konflikter
De fleste konflikter på jobbet skyldes ledernes dårlige tone, viser undersøgelse. Men det er dårlig forretning at skælde ud, siger ledernes organisation.
Chefernes mavesure brok og hidsige skældud er den vigtigste årsag til bøvl på jobbet. Det viser en undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet blandt 780 3F-medlemmer. (Foto: Morgan David de Lossy) Chefernes mavesure brok og hidsige skældud er den vigtigste årsag til bøvl på jobbet. Det viser en undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet blandt 780 3F-medlemmer i Fagbladets webpanel.
Hver femte 3F'er oplever en konflikt med ledelsen på sit arbejde mindst en gang om måneden. Og det er ikke bøvl med løn eller sikkerhed, som er det største problem. Det er tonen og det psykiske arbejdsmiljø fra ledelsen, som skaber flest konflikter mellem ansatte og ledelsen.
En af dem, der oplever det i hverdagen er Truckfører Stig Holmberg, der arbejder på lager hos Nilfisk Advance i Brøndby.
- Nogle mellemledere tror, de er høvding. Der er en, der brøler af de ansatte. En af mine kollegaer har lige været sygemeldt med dårlig mave, fordi han får skældud, forklarer han.
Hos Ledernes Hovedorganisation ryster ledelsesrådgiver Jens Lage Hansen på hovedet.
- Det er ødelæggende med en dårlig omgangstone fra ledelsen, og det går ud over effektiviteten. Ledelsen skal ofte tage upopulære beslutninger, men det vigtige er, at lederen går efter bolden og ikke efter manden, siger han.
Hvad er det der går galt?
- Det stammer oftest fra usikkerhed. Selv gedigne ledere bliver usikre, fordi de ikke har den fornødne baggrund og uddannelse, siger Jens Lage Hansen.
Uværdigt
3F's konsulent for arbejdsmiljø, Palle Larsen, er overrasket over, at 3F'erne må finde sig i så meget bøvl fra ledelsen.
- Det er rystende, at så mange oplever konflikter med deres chef, siger han.
- Det er ikke værdigt, at lederne ikke taler ordentligt til deres ansatte. På mange arbejdspladser er tempoet steget, og der er et højt pres. Det medfører flere konflikter, mener Palle Larsen.
Han undrer sig over, at arbejdsgiverne efterlyser arbejdskraft, men at lederne ikke gør mere for at holde på de ansatte.
- Der er ikke nogen, der synes, det er sjovt at få en verbal overhaling. Hvis man oplever en dårlig tone fra ledelsen, så begynder mange ansatte at søge væk for at slippe for den emsige chef, siger Palle Larsen.
Find de rigtige værdier
Ledelsen skal tage sig sammen og tage hånd om problemerne, opfordrer ledelsesrådgiver Jens Lage Hansen.
- Er der en kultur, hvor der er mange konflikter og en dårlig tone fra ledelsen, så skal man træde et par skridt baglæns og tage en diskussion om, hvilke værdier og normer, som skal gælde på arbejdspladsen, siger han.