Ledere har fokus på psykisk arbejdsmiljø
Især de offentlige ledere og kvindelige ledere prioriterer det psykiske arbejdsmiljø højt.
70 procent af de danske ledere ser det psykiske arbejdsmiljø som en af de største ledelsesudfordringer fra de kommende år.
Det viser nye tal fra Det Danske Ledelsesbarometer, som Ledernes Hovedorganisation og handelshøjskolen Århus Universitet har udarbejdet.
Det psykiske arbejdsmiljø har generelt en stor betydning for danske ledere, men størst er betydningen blandt ledere i den offentlige sektor og blandt kvindelige ledere. Desuden viser undersøgelsen, at lederens fokus på området stiger i takt med lederens alder og ledelseserfaring.
Signe Tønnesen, der er arbejdsmiljøkonsulent i Ledernes Hovedorganisation, siger, det er naturligt, at ledernes fokus på det psykiske arbejdsmiljø stiger i en tid med mangel på arbejdskraft.
”Det er et vigtigt redskab til at tiltrække og fastholde de værdifulde medarbejdere,” siger Signe Tønnesen.
80 procent af de kvindelige ledere prioriterer det psykiske arbejdsmiljø højt, mens det kun gælder for 65 procent af de mandlige ledere.
Ifølge Signe Tønnesen er en del af forklaringen, at den offentlige sektor har mange kvindelige ledere.
”Især i daginstitutioner, på hospitaler og indenfor omsorgssektoren er det naturligt at prioritere det psykiske arbejdsmiljø højt,” siger Signe Tønnesen.