Slut med elever på Pejsegården

Stribe af elevsager indhenter nu det kendte revyhotel i Brædstrup. Fagligt udvalg har frataget stedet retten til at lære unge op.

Pejsegården er blevet frataget retten til at uddanne elever. (Arkivfoto)Pejsegården er blevet frataget retten til at uddanne elever. (Arkivfoto)

Pejsegården i Brædstrup må aldrig mere uddanne kokke- og smørrebrødselever. Det har Det Faglige Udvalg for Gastronomuddannelsen netop meddelt det firestjernede revyhotel.

Det er tre elevsager fra henholdsvis Byretten i Horsens og elevernes klageorgan Tvistighedsnævnet, der ligger til grund for afgørelsen. Men Pejsegården har i årevis produceret ulykkelige elevskæbner. I et enkelt tilfælde gik det så langt som til et selvmordsforsøg.

Siden 1998 har hotellet haft 29 elevsager, og der er for tiden ingen elever. Alligevel har det faglige udvalg - som en meget sjælden brugt mulighed - streget hotellet som uddannelsessted.

- Lige nu, hvor der er gode muligheder for de unge, vælger de Pejsegården fra. Men i en lavkonjunktur vil der igen komme elever, og det vil udvalget forhindre med den nye frakendelse, siger Tanja Brauer, der er konsulent i 3F Privat Service, Hotel og Restauration – og næstformand i det faglige udvalg.

Haarder ind i sagen

Sidst i 1990’erne blev Pejsegården frataget retten til at have tjenerelever. Den afgørelse underkendte Undervisningsministeriet imidlertid. Siden har det nu nedlagte Restaurationsbranchens Forbund (RBF) forgæves kæmpet for at få hotellet stoppet som elevsted inden for gastronomien.

I sommer blev sagen om Pejsegården rejst over for undervisningsminister Bertel Haarder.

”En virksomhed, der har dom for at udsætte sine elever for et meget dårligt psykisk arbejdsmiljø, opfylder som udgangspunkt ikke kravet om at give eleverne tilfredsstillende oplæringsforhold”, sagde Bertel Haarder i et svar til SF’eren Eigil Andersen.

- Ministerens melding om det psykiske arbejdsmiljøs betydning åbnede muligheder for os. Og vi er meget glade for beslutningen, der desværre har været meget længe undervejs, siger Tanja Brauer.

Naturlig konsekvens

Jan Laursen, der er formand for restaurationsarbejdsgiverne i Horesta, siger, at det faglige udvalgs beslutning er en naturlig konsekvens af de alt for mange elevsager, der har været på Pejsegården.

- Vi ønsker at få skabt tryghed omkring elevuddannelserne. Og for branchens renommé er det også vigtigt med positive historier.

- Pejsegården har fyldt alt for meget i alt for mange år. Nu kan vi koncentrere os om at gøre noget for uddannelserne, siger Tanja Brauer.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra direktør Jytte Nygaard, Pejsegården. Det er derfor uvist, om hun vil bruge muligheden for at anke elev-frakendelsen til Ankenævnet for Praktikvirksomheder.

Læs pressemeddelelsen

Læs pressemeddelelsen