Østarbejder-firmaer skal bevise overenskomst

Udlændingestyrelsen skal i fremtiden sikre sig, at virksomheder, der skal godkendes til østarbejdere, også har kollektiv overenskomst.

- Det hele handler om at undgå snydepelse og få Østaftalen til at virke i forhold til intentionerne, siger Thomas Adelskov (S) om den strammere kontrol med firmaer, der vil hyre østarbejdere.- Det hele handler om at undgå snydepelse og få Østaftalen til at virke i forhold til intentionerne, siger Thomas Adelskov (S) om den strammere kontrol med firmaer, der vil hyre østarbejdere.

Det skal gøres vanskeligere at omgå Østaftalen.

Det er forligspartierne bag aftalen enige om. Derfor enedes de på et møde tirsdag om bedre kontrol med de arbejdsgivere, der ansætter arbejdskraft fra de nye EU-lande. Udlændingestyrelsen skal i forbindelse med forhåndsgodkendelse af virksomheder til at ansætte østarbejdere indhente dokumentation for, at virksomheden har kollektiv overenskomst. Det er ikke nok, at virksomheden påstår det i sin ansøgning.

Det er især Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov, der har presset på for bedre kontrol.

- Det hele handler om at undgå snydepelse og få Østaftalen til at virke i forhold til intentionerne. Der er desværre eksempler som viser, at det er nødvendigt med både dokumentation for overenskomst og bedre kontrol af, at der ikke er igangværende lovlig faglig konflikt, og det er vi enige om i forligskredsen, siger Thomas Adelskov.

Hvordan dokumentationen skal indhentes er ikke aftalt. Det kan være i form af en erklæring fra en arbejdsgiverorganisation om at virksomheder er medlemmer eller i form af en underskrevet tiltrædelsesoverenskomst.

Fokus på vikarbureauer

Forligspartierne benyttede i øvrigt en stor del af forårets sidste møde til at diskutere mulighederne for omgåelse af den ny Østaftale, som man blev enige om i begyndelsen af april og som netop nu er ved at blive omsat i ændringer til udlændingeloven.

Et af de mulige huller i aftalen er ifølge LO overenskomstdækkede vikarbureauers mulighed for at blive forhåndsgodkendt. Problemet er, at overenskomster med vikarbureauer ikke forhindrer vikarbureauet i at sende medarbejderen ud på en ikke overenskomstdækket virksomhed, og da overenskomsterne med vikarbureauer ofte ikke har en lønsats, er der ingen garanti for, at vikaren får samme løn som de øvrige på brugervirksomheden.

Partierne enedes om at holde vikarområdet under skarp observation.

- Hvis det viser sig, at vikarordningen bliver brugt til at skaffe billig arbejdskraft til landet, så er vi klar til at tage hånd om det. Men i dag tror jeg ikke, at det er et stort problem. Vi skal passe på ikke at male fanden på væggen, siger det radikale medlem af følgegruppen Elisabeth Geday.

Ingen lempelser nu

Netop på grund af udvalgets fokus på at undgå misbrug af den nye Østaftale blev der ikke tale om realitetsdiskussion om et radikalt og konservativt ønske om at lempe eller sløjfe aftalen i brancher, hvor der vises tegn på manglende arbejdskraft.

Thomas Adelskov: - Det har ikke gang på jorden lige nu. De brancher, man tænker på - det grønne område og byggeriet - er også dem med mest plat, sådan som vi får det præsenteret. Derfor skal vi have den ny aftale til at virke, før vi begynder at snakke lempelser.

Det erkender den konservative Jakob Axel Nielsen også som den politiske virkelighed.

- Jeg står ved Østaftalen II, som er et skridt i den rigtige retning, og som vil gøre det lettere at ansætte arbejdskraft fra de nye EU-lande, men principielt mener jeg ikke, vi bør gøre forskel på borgere fra forskellige EU-lande. Virkeligheden er imidlertid, at vi lige skal have den nye aftale til at virke, før vi kigger på mulighed for eksempelvis forhåndsgodkendelse af også virksomheder uden overenskomst, siger han.

Kritik af Justitsministeriet

Forligspartierne er samtidig blevet præsenteret for de ønsker og forslag til forbedret efterforskning, som landets politikredse for flere måneder siden har afleveret til Justitsministeriet.

Forligspartierne havde intet kendskab til de mange forslag fra politimestrene og Rigspolitichefen, før nyhedsbrevet 3F i sidste uge via aktindsigt kunne præsentere dem.

- Der blev udtrykt stærk kritik af, at materialet ikke har været lagt frem i forbindelse med arbejdet om den nye Østaftale. Det ville have været en korrekt fremgangsmåde, hvis vi havde haft kendskab til politiets ønsker og redskaber i efterforskningen, da vi netop har brugt megen tid på at få Østaftalen til at virke efter hensigten og dermed undgå plat, siger Thomas Adelskov.

- Vi har ikke haft mulighed for at nærlæse det omfattende materiale, men jeg har forbeholdt mig ret til at bringe forhold fra politiets anbefalinger ind i det videre arbejde i forligskredsen. Hvis vi er enige om, at der er forslag, som med fordel kan indføres, så er løbet ikke kørt. Det kan vi gøre efterfølgende - også efter lovændringerne er vedtaget, siger han.

Ændringerne til udlændingeloven vedtages inden Folketinget går på sommerferie.