Straffe til chauffører tager overhånd
En lille fejl hvert kvartal kan koste chauffører jobbet. Straffe har taget overhånd. 3F og DI beder justitsminister Lars Barfoed om hjælp.
12 småfejl på tre år. Det kan bringe kørekortet i fare for danske chauffører. (Arkivfoto) Et mellemnavn, der mangler. Et sjusket tal på køreskiven. En glemt landekode. En forkert indtastning.
Risikoen for småfejl er stor, når danske chauffører skal holde reglerne om køre-hviletid. De skal bruge lastbilernes kontrolapparater. Og en enkelt fejl per kvartal kan betyde, at kørekortet ryger.
Oveni vanker bødestraf på 3.000 kroner pr. fejl, selvom fejlene intet betyder for sikkerheden i trafikken. Det får nu 3F og DI til at bede justitsminister Lars Barfoed (K) om hjælp og slappere tøjler.
Tryk et tal
Reglerne om køre- og hviletid blev skærpet i 2005. Især når det gælder bøder og anden straf for brud på reglerne. Det har haft konsekvenserne for landets chauffører.
- Et mistet kørekort koster chauffører levebrødet. Det er ikke rimeligt, når sådan en straf kan udløses af 12 småfejl eller forglemmelser på tre år. Det er godt, der ikke gælder samme regler, når vi bruger vores mobiltelefon. Enhver ved, hvor let det er at trykke forkert, siger Kjeld H. Jensen.
Han er miljøkonsulent i 3F's Transportgruppe. Sammen med blandt andre DI's branchedirektør Michael Svane skal han nu mødes med justitsminister Lars Barfoed (K).
Håb om mildere luft
DI og 3F håber, ministeren vil slække tøjlerne om de danske chauffører. De to organisationer gør opmærksom på, at det ikke handler om at gøre sikkerheden i trafikken ringere.
De peger på, at risikoen for uskyldige småfejl er stor. En typisk chauffør skal bruge lastbilens kontrolapparat cirka 25 gange om dagen. Det skal sikre kontrol med, at reglerne om hvil bliver overholdt. Men hver gang er der risiko for fejl eller forglemmelser.
I august afviste justitsministeren i første omgang at ændre reglerne. Det skete på et samråd i Folketingets retsudvalg. Men ministeren gjorde opmærksom på, at han ikke havde haft mulighed for at drøfte problemerne med branchen. Det sker tirsdag klokken 14.00.
Se 3F's notat om chauffører i risko for fejl her:
Se 3F's notat om chauffører i risko for fejl her: