Danske lastbiler overhaler polske
Der kører nu atter flere danske end østeuropæiske lastbiler over de danske grænser. Men ledigheden er fortsat høj blandt danske chauffører.
Lastbiler fra Danmark får mere kørsel til og fra landet i forhold til biler fra Østeuropa. Men ledigheden er fortsat høj blandt danske chauffører. I foråret blev danske lastbiler overhalet i antal af polske og rumænske, når det gælder trafik over de danske grænser.
Men nu overhaler danske biler igen. Det viser tal fra vognmændene i ITD, der står for International Transport Danmark.
ITD's nye måling viser, at danske lastbiler har 23,6 procent af trafikken over grænserne. Lastbiler fra Østeuropa udgør nu 17,4 procent.
Fortsat sorte jobtal
Men tallene har en bagside. ITD peger på, at mængden af trafik over grænserne er faldet siden foråret.
Det betyder, at lastbiler fra Danmark har vundet andele i et marked, der er faldet med 5,2 procent siden andet kvartal.
Og ledigheden blandt danske chauffører er fortsat høj. De seneste tal viser, at over 5 procent af 3F's godschauffører er ledige. Det er helt modsat situationen før krisen, hvor der var udbredt mangel på chauffører.
Uden om danske rat
I sidste uge lød der ellers positive toner fra såvel DI som Danske Speditører.
De to organisationer talte om øget gang i hjulene. Ifølge speditørerne er dele af markedet tilbage på niveauet før krisen. Men det gælder især de firmaer, der opererer i Tyskland og det øvrige EU.
- Hvis der er vækst, så foregår det, hvor udenlandske chauffører sidder bag rattet. De styrer også mange af de lastbiler, der er indregistreret i Danmark, siger Jan Villadsen, der er formand for 3F's Transportgruppe.