3FA: Arbejdsgiverne må hyre de sidste ledige

Beskæftigelsessystemet virker, mener 3F's a-kasse. Arbejdsgiverne skal tage medansvar for at få de sidste ledige i job, siger Morten Kaspersen.

 For få år siden havde vi over 300.000 ledige i Danmark. I dag er ledigheden rekordlav. Det viser, at systemet har virket. Jeg forstår ikke, at arbejdsgiverne har så negative briller på, siger lederen af 3F's a-kasse, Morten Kaspersen. For få år siden havde vi over 300.000 ledige i Danmark. I dag er ledigheden rekordlav. Det viser, at systemet har virket. Jeg forstår ikke, at arbejdsgiverne har så negative briller på, siger lederen af 3F's a-kasse, Morten Kaspersen.

AF, a-kasser og fagforeninger har haft succes med jobformidling.

Det siger leder af 3FA (3F's a-kasse), Morten Kaspersen, efter hård kritik af beskæftigelsessystemet, herunder AF og a-kasserne.

Kritikken kommer fra flere arbejdsgiverorganisationer, efter at en rapport fra Arbejdsmarkedsstyrelsen tirsdag viste, at inden for det sidste år har 135.000 personer været ledige i tre måneder eller mere på områder med mangel på arbejdskraft.

- Dermed er det dokumenteret, at beskæftigelsessystemet ikke formår at motivere ledige til at tage de ledige job, hedder det i en kommentar fra Dansk Arbejdsgiverforening.

- Det er en myndighedsopgave at sikre, at de ledige står til rådighed og er motiverede. Hvis hverken Arbejdsformidlingen eller a-kasserne er i stand til at løse den myndighedsopgave, har systemet spillet fallit, siger chefkonsulent i DA Jørgen Bang-Petersen i kommentaren.

Systemet har virket

Morten Kaspersen fra 3FA melder hus forbi.

- For få år siden havde vi over 300.000 ledige i Danmark. I dag er ledigheden rekord lav. Det viser, at systemet har virket. Jeg forstår ikke, at arbejdsgiverne har så negative briller på. Det er jo en meget gunstig situation, vi står i nu, også selv om arbejdsgiverne ikke længere kan høste blandt de ledige, som de gerne vil, siger Morten Kaspersen.

Han mener også, at arbejdsgiverne skal tage medansvar for at løfte opgaven med at få de sidste ledige i gang på arbejdsmarkedet.

- Opgaven er stor. De ledige, der har stået bagerst i køen, mangler muligvis både erfaring og kvalifikationer i forhold til de ledige job, der er. Derfor er det netop nu vigtigt, at også arbejdsgiverne tager medansvar og går i positiv dialog med AF og a-kasserne om at hjælpe de tilbageværende ledige med opkvalificering og oplæring. De skal have en chance på arbejdspladserne, selv om de måske ikke 100 procent matcher de kvalifikationer, som arbejdsgiverne gerne vil have, siger Morten Kaspersen.