Tivoli mærker manglen på arbejdskraft

Manglen på arbejdskraft har nu også ramt den københavnske forlystelsespark Tivoli. Haven har hidtil haft nemt ved at besætte ledige stillinger, men nu kniber det både i rengøringsafdelingen og i forlystelser, madboder og restauranter. I nogle tilfælde har det været nødvendigt at lade boder og forlystelser forblive lukket, fordi der ikke var personale nok.

Vicedirektør i Tivoli, Andreas Veilstrup Andersen, siger til Dansk Industris magasin Business, at ledelsen på grund af manglen på arbejdskraft har været nødt til at tænke i nye baner for at rekruttere og fastholde de ansatte. Problemerne er mundet ud i, at de ansattes arbejdsforhold revurderes.
- Vi bliver nødt til at skabe helårsjob. Vi får stadig ansøgere, men det er svært at fastholde dem, da der kun er arbejde i ni måneder om året, fordi vi er en sæsonvirksomhed, siger Andreas Veilstrup Andersen.
Han tilføjer, at Tivoli har slået en lang række helårsstillinger op lige fra vicedirektører til håndværkere. Mens der er kommer mange ansøgere til syillingerne som vicedirektør, er der lang større problemer med at skaffe timelønnede medarbejdere.
Andreas Veilstrup Andersen kan dog få øje på en fordel i at mangle arbejdskraft.
- Jeg kan godt se det positive i, at virksomhederne skal kæmpe for at rekruttere og fastholde medarbejdere. Det betyder, at vi skal stramme os an og kæmpe for at være de bedste hele tiden, siger Tivolis vicedirektør.