DA: AF og a-kasser har spillet fallit
Hvis hverken Arbejdsformidlingen (AF) eller a-kasserne er i stand til at sikre, at de ledige står til rådighed og er motiverede til at tage et arbejde, har systemet spillet fallit.
Det er dommen fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) på baggrund af nye talt fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, der viser, at en meget stor del af de ledige på flaskehalsområderne har været ledige i mere end tre måneder.
- Dermed er det dokumenteret, at beskæftigelsessystemet ikke formår at motivere ledige til at tage ledige job, siger chefkonsulent i DA, Jørgen Bang-Petersen.
Han understreger, at hverken a-kasserne eller AF kan konkurrere med private virksomheder om at levere formidlingsservice. Derfor er systemet intet værd, når de ikke formår at udfylde deres myndighedsfunktion.
Chefkonsulenten i DA hæfter sig ved, at vicedirektør i Arbejdsmarkedsstyrelsen, Helle Rasmussen, siger til Berlingske Tidende, at det ikke er vejen frem at tvinge de ledige ud til virksomhederne, fordi virksomhederne ønsker medarbejdere, der er motiverede.
- Det er uacceptabelt for virksomhederne, at Arbejdsmarkedsstyrelsens vicedirektør må kaste håndklædet i ringen. Vi må kræve, at de ledige er motiverede til at tage de job, der er. Er et af problemerne, at AF ikke har de nødvendige myndighedsredskaber, må AF gives disse redskaber, siger Jørgen Bang-Petersen.
Han forslår, at AF øjeblikkeligt får adgang til at træffe afgørelser om de lediges rådighed, så adgangen til dagpenge bliver lukket for de ledige, der ikke er motiverede til at komme i arbejde.
I alt viser opgørelsen fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, at 135.000 har været ledige i over tre måneder inden for områder, hvor der mangler arbejdskraft.
Ifølge a-kassernes brancheorganisation AK-Samvirke bærer arbejdsgiverne selv en del af ansvaret for, at ledige ikke bliver benyttet. For eksempel afviser nogle arbejdsgivere ledige lastbilchauffører, der ikke har så meget erfaring.