Arbejdsgivere går ikke i a-kassen efter folk

På trods af mangel på arbejdskraft bruger arbejdsgiverne ikke a-kassen mere, end de plejer til at rekruttere folk, siger flere lokale 3F Akasser.

- Noget tyder på, at arbejdsgiverne skal blive bedre til at kontakte a-kasserne, når de mangler folk, mener lederen af 3F's Akasse Morten Kaspersen.
 (Arkivfoto)- Noget tyder på, at arbejdsgiverne skal blive bedre til at kontakte a-kasserne, når de mangler folk, mener lederen af 3F's Akasse Morten Kaspersen. (Arkivfoto)

På trods af arbejdsgivernes meldinger om mangel på arbejdskraft bruger de ikke a-kasserne mere, end de plejer, til at søge efter arbejdskraft.

Det siger flere af 3F's lokale a-kasser, som Nyhedsbrevet 3F har talt med.

- Inden for chaufførområdet havde vi på et tidspunkt flere henvendelser, end vi plejer. Men det er stilnet af nu, og generelt får vi ikke flere henvendelser fra arbejdsgiverne end normalt, siger Johnny Eslykke, souschef i 3F Odense Industri’s a-kasse.

- Det er faktisk ikke vores indtryk, at der mangler arbejdskraft, tilføjer han.

I 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København oplever a-kasse-leder Søren D. Andersen ikke nogen stigende efterspørgsel. Snarere tværtimod, siger han.

- I år er der faktisk næsten ingen arbejdsgivere, der har ringet. Det har været svært for os at få den jævne kontakt med arbejdsgiverne, som vi ellers tidligere har haft. På et eller andet plan oplever vi, at arbejdsgiverne går uden om os, mere end de plejer, siger Søren D. Andersen.

Han mener, det kan skyldes, at arbejdsgiverne er mere interesseret i at ansætte udenlandsk arbejdskraft i et forsøg på at holde lønningerne nede.

- Reelt er der sjældent ledige job set i forhold til det hysteri, der har været. Det er mest vikarbureauer, der søger folk, og når vi sender vores ledige derhen, sker det ofte, at der ikke er noget konkret job, fortæller Søren D. Andersen, der lige nu har cirka 150 ledige byggefolk i sin a-kasse.

Over ti procent ledige i Aalborg

I Aalborg mærker a-kasse-leder Anders Rasmussen fra 3F heller ikke nogen stigende efterspørgsel efter arbejdskraft.

- Vi har et godt samarbejde med arbejdsgivere i flere brancher, som kontakter os, når de mangler arbejdskraft, hvilket typisk sker om foråret. Og vi forsøger altid efter bedste evne at hjælpe dem. Men efterspørgslen har ikke været større i år, end den plejer. Generelt er den ikke stigende, mener Anders Rasmussen.

Han oplyser, at ledigheden i afdelingen ligger på 10,6 procent. Sidste år ved samme tid var den på 14,6 procent.

- Så vores ledighed er faldet. Men der er stadig mange ledige at tage af, med undtagelse af byggefolk, hvor ledigheden er meget lav, siger Anders Rasmussen.

Fast procedure for kontakt

I 3FA, 3F’s hovedkasse, undrer a-kasse-leder Morten Kaspersen sig over, at arbejdsgiverne ikke bruger a-kasserne bedre.

- Man kan dårligt åbne en avis uden at læse om mangel på arbejdskraft og flaskehalse. Derfor kan det undre og ærgre, at flere af vores afdelinger, endda også på byggeområdet, har ledig arbejdskraft. Noget tyder på, at arbejdsgiverne skal blive bedre til at kontakte a-kasserne, når de mangler folk. Der burde være en fast procedure for kontakt, så man sikrer, at behovet for arbejdskraft bliver dækket, mener Morten Kaspersen.
Torben Dam Jensen, sekretariatschef i AK-Samvirke, a-kassernes brancheorganisation, har heller ikke generelt indtryk af, at arbejdsgiverne bruger a-kasserne mere end normalt.

- Man kan ikke påstå, at arbejdsgiverne i højere grad end før bruger a-kasserne til at søge efter arbejdskraft. Desværre. Vi prøver at få dem til det, blandt andet via den aftale om samarbejde mellem a-kasserne og de nye jobcentre, som blev indgået i foråret mellem AK-Samvirke og Arbejdsmarkedsstyrelsen.

- Men vi skal måske også blive bedre til at fortælle arbejdsgiverne, at de skal bruge a-kasserne som samarbejdspartnere til rekruttering af arbejdskraft. Vi skal ikke sidde med hænderne i skødet, men sende det signal, at vi er parate til at hjælpe dem, fastslår Torben Dam Jensen til Nyhedsbrevet 3F.