A-kasser enige med Hjort om jobformidling

Hjort forlanger at ledige søger flere job. A-kasserne er enige. 3F vil have ledige medlemmer i job, før vi importerer østeuropæisk arbejdskraft, lyder det fra 3FA.

Blandt de seks nye initiativer er, at flere ledige skal have pligt til at søge bestemte job, mere effektiv virksomhedsservice og en fremrykning af den intensiverede indsats hos a-kasserne.
Blandt de seks nye initiativer er, at flere ledige skal have pligt til at søge bestemte job, mere effektiv virksomhedsservice og en fremrykning af den intensiverede indsats hos a-kasserne.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har a-kassernes opbakning til det udspil, han præsenterede overfor AK-Samvirke (a-kassernes brancheorganisation), Kommunernes Landsforening, og AF på et møde i ministeriet onsdag eftermiddag.

Blandt de seks nye initiativer er, at flere ledige skal have pligt til at søge bestemte job, mere effektiv virksomhedsservice og en fremrykning af den intensiverede indsats hos a-kasserne.

Leder af 3F’s a-kasse Morten Kaspersen, der også er formand for AK-Samvirke, er enig i, at der skal ske noget nu.

- Vi befinder os på et stade, hvor de ledige der bliver anvist et arbejde, som de er kvalificeret til, ikke kan tillade sig at sige nej, understreger Morten Kaspersen.

- Vi er nødt til at få løst det paradoks, at vi har 123.000 forsikrede ledige i Danmark, og alligevel bliver der importeret arbejdskraft fra Østeuropa. I a-kasserne ser vi det som vores fornemste opgave at sikre, at vores ledige medlemmer kommer i job. Vi synes også, det er meget vigtigt, at virksomhederne hurtigt får den arbejdskraft, de har brug for. Og den opgave løses ikke, uden at alle parter yder en intens indsats – det gælder både arbejdsgiverne, AF, kommunerne og a-kasserne, siger Morten Kaspersen, der bakker fuldt op om de nye initiativer.

A-kasser skal formidle job

Ifølge regeringens velfærdsudspil fra foråret skal a-kasserne fremover være mere aktive i formidling af arbejde, og skal blandt andet overtage jobordrer fra AF. Det blev på mødet besluttet, at den intensiverede indsats i a-kasserne nu skal rykkes frem og hurtigt i gang.

- Det er vi meget glade for, for det cementerer, at a-kasserne er en central spiller på arbejdsmarkedet, konstaterer Morten Kaspersen.

Han afviser, at a-kasser, AF eller de øvrige deltagere i mødet stod til skideballe fra ministeren.

- Overhovedet ikke. Vi vendte de problemer, der er, og er enige om, at det her skal løses i fællesskab, fastslår han.

Det var i øvrigt a-kasserne, der foreslog en taskforce, som effektivt skal tage initiativ til løsning af fremtidige flaskehalsproblemer. Taskforcen skal bestå af arbejdsgivere, KL, AK-Samvirke og Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Vi skal bruge de regler, der er

Beskæftigelsesministeren mener ikke, der er brug for nye regler, men at de eksisterende regler skal bruges bedre.

- For eksempel reglen om, at ledige er forpligtet til at søge bestemte job, som AF udpeger, og reglen om at ledige på supplerende dagpenge skal stå til rådighed for fuldtidsjob. Jeg vil ikke acceptere, at der er ledige, der ikke ønsker at arbejde som for eksempel postbud eller avisudbringer. Det er ikke fair over for de mange tusinde mennesker, der hver dag står op og deler post eller aviser ud, og betaler skat til den fælles kasse, siger Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i en udtalelse.

I TV2 Nyhederne onsdag aften appellerede ministeren desuden til arbejdsgiverne om at henvende sig til AF og kommunerne, hvis de mangler arbejdskraft – og i øvrigt melde tilbage, hvis de ledige ikke er interesseret i at få et arbejde.