Woyzek eller Willy?
Ugens politik:
Manglen på arbejdskraft var i centrum i denne uge, hvor Claus Hjort Frederiksen kaldte tropperne sammen for at løse opgaven. Sagen begyndte med avisbude fra Polen.
Skytset er lagt på hylden til fordel for et samarbejde om at løse opgaven. Alle har en fælles interesse i, at de tilbageværende ledige kommer i arbejde, og virksomhederne får den arbejdskraft, de efterspørger. De ledige var i centrum i ugens politik. En uge der endte med, at det frem over bliver sværere for en ledig at sige nej tak til et job. For nu skal endnu flere ledige sendes i arbejde. Siger de nej, vanker der en sanktion.
Sagen begyndte i sidste uge, da det kom frem, at avisernes distributionsselskaber søger i Polen for at finde bude til at omdele de nye gratisaviser. Godt nok havde distributionsselskaberne hverken henvendt sig til AF, a-kasserne eller kommunerne for at søge efter ledig arbejdskraft, men forargelsen ville ingen ende tage.
For hvorfor skal avisbudet hedde Woyzek frem for Willy og komme fra Gdansk frem for Gladsaxe, når vi i Danmark stadig har over 100.000 forsikrede ledige og endnu flere kontanthjælpsmodtagere, der mangler et arbejde?
Forargelsen blev kun større, da aviserne skrev, at AF ikke kunne skaffe arbejdskraft nok til Post Danmark.
Og dermed blev jobbene som avis- og postomdeler pludselig de to mest omtalte erhverv i landet.
Paradoks
Men paradokset er stort, og meget reelt. Det virker helt forkert, at danske arbejdsgivere henter arbejdskraft fra udlandet, når vi stadig har over 100.000 ledige par hænder herhjemme.
Det føg med beskyldninger mellem arbejdsgivere, a-kasser og politikere.
Hvem har skylden for, at de ledige danske job ikke kan besættes med dansk arbejdskraft? Er det a-kasserne og kommunerne, der holder hånden over de ledige og lader dem putte sig i systemet? Er det AF-systemet, der ikke duer? Er det arbejdsgiverne, der ikke kan finde ud af bruge de eksisterende kanaler til at søge efter arbejdskraft? Eller er deres interesse for dansk arbejdskraft kun på skrømt - vil de i virkeligheden hellere have udenlandsk arbejdskraft?
Hjorts møde
Debatten fik beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) til at indkalde parterne - Kommunernes Landsforening, AK-Samvirke (A-kassernes brancheorganisation, red.) og Arbejdsmarkedsstyrelsen til et hastemøde i ministeriet onsdag eftermiddag. Den samlede danske verdenspresse dukkede op for at dække det, der i TV 2 Nyhederne blev kaldt ”krisemøde”, hvor der var ”opsang” til mødedeltagerne.
Men mødet endte i ren forbrødring og fuld opbakning til seks nye initiativer, der skal forbedre indsatsen for at få de ledige i arbejde igen.
Blandt initiativerne er en handlekraftig taskforce, der effektivt skal løse problemerne med mangel på arbejdskraft - et forslag der kom fra a-kasserne. Både a-kasser og kommuner gav på mødet tilsagn om at indgå aktivt og ansvarlig i den kommende indsats for at skaffe arbejdskraft til virksomhederne. ”Et konstruktivt og fremadrettet møde”, sagde formanden for AK-Samvirke Morten Kaspersen bagefter.
Enkel opskrift
Opskriften er enkel: Virksomhederne skal bruge AF, A-kasserne og kommunerne til at skaffe arbejdskraft. AF, A-kasser og kommuner skal bruge de gældende regler for at få de ledige i job. Og de ledige - de må hellere bruge ordet ”ja”, for de kan ikke tillade sig at sige nej, hvis de anvises et job, de er kvalificeret til.
Skytset er lagt på hylden til fordel for et samarbejde om at løse opgaven. Alle har en fælles interesse i, at de tilbageværende ledige kommer i arbejde, og virksomhederne får den arbejdskraft, de efterspørger. Hverken AF, A-kasser eller kommuner kan holde til, at de ikke kan levere varen.
Blandede interesser
Den eneste part, der måske kan have lidt mere blandede interesser i sagen - og den eneste part som i øvrigt ikke deltog i ministerens møde - er arbejdsgiverne.
For arbejdsgiverne er det ikke nødvendigvis vigtigt, at arbejdskraften hedder Willy eller Viggo. Her kan det i visse tilfælde være en fordel at finde en udenlandsk Woyzek, som med glæde bor i en campingvogn, og som er sulten efter at tjene en hyre i Danmark. Flere arbejdsgivere har allerede meldt ud, at de ikke er interesseret i ”tvungen” arbejdskraft.
Så hellere Woyzek.