Efterlønsreform bedre end forventet
Ny rapport viser, at reformen af efterlønnen virker endnu bedre end forventet. 25.000 flere er blevet på arbejdsmarkedet. Nu må det være slut med pisken, mener 3FA.
Ny rapport viser, at reformen af efterlønnen virker endnu bedre end forventet. 25.000 flere er blevet på arbejdsmarkedet. Nu må det være slut med pisken, mener 3FA. Den omstridte reform af efterlønnen fra 1999 har virket. Det viser en ny analyse af reformen, som Arbejdsdirektoratet har lavet.
Effekten af reformen er, at 25.000 færre er gået på efterløn, end hvis man ikke havde ændret den i 1999, konkluderer rapporten.
Samtidig benytter færre muligheden for at gå på efterløn. Tidligere benyttede syv ud af ti muligheden for efterløn. Det tal er nu faldet til godt seks ud af ti.
Ifølge 3F's Akasse viser tallene, at reformen har virket over al forventning.
- Der er ikke mere brug for pisken - nu er det guleroden, der skal frem. Der er god grund til at se på forbedringer af arbejdsvilkårene for de ældre grupper, som for eksempel arbejdsmiljøet og indflydelse på arbejdet frem for yderligere forringelser i efterlønnen, siger lederen af 3FA, Morten Kaspersen.
Ikke nødvendigt med reform
Også Socialdemokraterne er godt tilfredse med rapporten.
- Rapporten viser, at det ikke er nødvendigt med meget skrappe reformer eller at afskaffe den. Hvis de rigtige incitamenter er der, vil folk godt vente med at gå på efterløn, siger arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov.
Tilfredsheden rækker helt ind i regeringen, hvor beskæftigelsesministeren også er glad for resultatet af analysen.
- Vi må glæde os over, at det foreløbig er gået bedre end forventet, siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), der henviser til, at man tidligere havde beregnet, at reformen kun ville have en effekt på 10-15.000 flere på arbejdsmarkedet.
Til Børsen advarer beskæftigelsesministeren dog mod at tro, at man blot kan lade efterløn være efterløn.
- Der kommer et stigende antal ældre over de kommende år, siger Claus Hjort Frederiksen.
Vil ikke frede
Heller ikke Thomas Adelskov vil frede efterlønnen på baggrund af rapporten. Han henviser til, at man med efterlønsreformen sænkede pensionsalderen fra 67 til 65 år. Det har sænket antallet på efterløn, pointerer han.
Rapporten fra Arbejdsdirektoratet konkluderer også, at antallet af dagpengeforsikrede er steget med 60.000 fra 1998 til 2005. Det drejer sig formentlig om beskæftigede personer, som ville have meldt sig ud af ordningen, men som med reformen kan optjene en skattefri gevinst, står der i rapporten.
Endelig konkluderer den, at der fortsat vil være et stort pres på ordningen, fordi der bliver flere ældre, og fordi stigende indkomster og formuer vil give flere lyst til at holde fri.