Ældre arbejdskraft bliver afvist

Selv om virksomhederne efterlyser ledig arbejdskraft, har de 55-66-årige stadig svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, viser beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Næsten hver tredje af 55-59-årige ledige 3F’ere er på forlængede dagpenge. Velfærdskommissionens foreslår at dagpengene tages fra dem.Næsten hver tredje af 55-59-årige ledige 3F’ere er på forlængede dagpenge. Velfærdskommissionens foreslår at dagpengene tages fra dem.

Selv om virksomhederne efterlyser ledig arbejdskraft, har de 55-66-årige stadig svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Det konkluderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) i en opgørelse over udviklingen i langtidsledigheden.

Således er langtidsledigheden blandt de 16-54-årige fra 2004 til 2005 faldet med knap 30 procent, mens faldet i ledighed blandt de 55-66-årige blot har været på 10 procent, viser AE's beregninger.

Hver gang ti yngre langtidsledige finder et job, er det kun halvanden ældre, der kommer i arbejde.

- De ældre er ikke kommet med i opsvinget ligesom de yngre. Dermed ser vi en klar tendens til, at ældre ledige har sværere ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet, siger økonom i AE Frederik I. Petersen til dagbladet Børsen.

I januar dykkede ledigheden til et rekordlavt niveau og ledigheden, inklusive personer i aktivering, ligger allerede under den seneste bundrekord fra 2001.
Derimod er langtidsledigheden ikke fulgt med ned, og der er i dag 7.500 flere langtidsledige end i 2002.


Efterlønnen skurken

Efterlønnen kan være en af forklaringerne på, at de ældre fastholdes i langtidsledighed, mener økonom Michael Rosholm fra Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF).

- Ordningen betyder, at der skabes en forventning om, at det er svært at holde på medarbejderne, når de er fyldt 60 år. Derfor vil virksomhederne ikke bruge krudt på at ansætte dem og lære dem op, siger Michael Rosholm.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) støtter kritikken af efterlønnen, men tilføjer, at der også findes andre barrierer i dagpengesystemet, som fastholder de ældre i ledighed.

- De 55-59-årige har ret til dagpenge i ni år. I alt drejer det sig om 5.500 personer. Desuden er 58-59-årige fri for aktivering, siger chefkonsulent i DA, Erik Simonsen.
Men kritikken vækker ikke genklang hos Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, der vil fastholde særreglerne for alle arbejdsløse over 54 år.

- Jeg mener ikke, at der er basis for at ændre reglerne. Det er en gruppe, som man har efterladt på passiv forsørgelse. Hvis man ændrer reglerne, ryger de ældre ud af dagpengesystemet og på kontanthjælp, siger arbejdsmarkedsordfører for Socialdemokraterne, Thomas Adelskov.

Derimod er Venstre, de konservative og de radikale indstillet på at ændre i reglerne i forbindelse med velfærdsreformerne, så de ældre over 55 år får begrænset retten til dagpenge til fire år, og ældre over 58 år også bliver forpligtet til aktivering.