Unge kommer oftest til skade på byggepladser

Kun 40 procent af de unges arbejdsulykker i bygge- og anlægsbranchen bliver anmeldt til Arbejdstilsynet - "dårlig opdragelse" kalder de unge det.

Murersvend Rasmus Jensen på 27 år er ikke i tvivl om, at de gamle svende har en stor del af ansvaret for, at de unge udvikler dårlig sikkerhedskultur og at deres arbejdsulykker ikke anmeldes.  (Foto: Harry Nielsen)Murersvend Rasmus Jensen på 27 år er ikke i tvivl om, at de gamle svende har en stor del af ansvaret for, at de unge udvikler dårlig sikkerhedskultur og at deres arbejdsulykker ikke anmeldes. (Foto: Harry Nielsen)

Næsten hver sjette ulykke, der sker på en dansk byggeplads, rammer en person under 24 år. Dermed kommer de unge langt oftere til skade på byggepladserne end deres ældre kolleger. Samtidig er de dårligere til at anmelde deres arbejdsulykker til Arbejdstilsynet.

Arbejdstilsynets årsopgørelse for 2007 afslører, at 17,7 procent af alle arbejdsulykker i byggeriet rammer en person mellem 18 og 24 år. For arbejdsmarkedet generelt er det tilsvarende tal kun godt 13 procent.

Af 13 dødsulykker inden for bygge og anlæg i 2007 var fem af de omkomne under 24 år.

Statistikken er imidlertid kun toppen af isbjerget. Analyser fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser nemlig, at de unge i byggeriet er markant dårligere til at anmelde deres ulykker.

- Det er almindelig kendt, at langt fra alle arbejdsulykker bliver anmeldt som de skal, og det gælder også de alvorlige ulykker, som medfører efterfølgende sygdom, som der efter loven er pligt til at anmelde, men det viser sig, at de unge, beskæftiget i byggeriet, er væsentligt dårligere end de lidt ældre til at få anmeldt en arbejdsulykke, siger seniorforsker Kim Lyngby Mikkelsen til Nyhedsbrevet 3F.

Kun fire af ti ulykker anmeldes

Forskningscentret har beregnet, at de unge kun anmelder fire ud af hver ti ulykker, som er så alvorlig, at den giver efterfølgende fravær.

For personer over 55 år sker der anmeldelse i 56 procent af tilfældene. Anmeldeprocenten for bygge og anlæg som helhed er 48 procent.

Forskningscentret har benyttet skadestuedata fra en tiårig periode til sin analyse. Udvalgte skadestuer har spurgt patienterne direkte om deres tilskadekomst skyldes en arbejdsulykke. Kun alvorlige skader som amputationer, brud, knusninger og nervelæsioner er medtaget. Siden er ulykkerne forsøgt genfundet i anmeldelserne til Arbejdstilsynet.

- Der er med andre ord tale om tilskadekomst, hvor det må skønnes usandsynligt, at den skadelidte har været arbejdsdygtig den efterfølgende dag. Der er derfor tale om ulykker, som arbejdsgiveren har pligt til at anmelde, siger Kim Lyngby Mikkelsen.

Han oplyser, at det ikke er en generel tendens på arbejdsmarkedet, at de unge er dårligere til at anmelde deres arbejdsulykker. Inden for landbrug er det således, at de unge langt hyppigere end deres ældre kolleger får anmeldt ulykkerne.

- Forklaringen er derfor ikke, at de unge generelt er mere tilbageholdende med at anmelde deres ulykker, siger han.

- Min første tanke har været, at de unge måske er mere bange for at blive fyret - eller at de simpelthen ikke kender reglerne så godt som deres lidt ældre kolleger. Men det er gætteværk, for den del er ikke undersøgt, siger forskeren.

Den unge: Dårlig opdragelse

Faglig sekretær i 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening Jan Madsen er ikke så overrasket over, at de unges ulykker ikke anmeldes i samme omfang som de ældres.

- Hvis mester siger, at det har du selv været ude om, så gå hjem og læg dig et par dage til du er rask, så kommer der aldrig en anmeldelse. Det sker også for de lidt ældre i branchen, at de ikke gør noget i forbindelse med en ulykke, men de er nok knap så autoritetstro, og så kender de uden tvivl reglerne bedre.

Heller ikke den københavnske murersvend Rasmus Jensen på 27 år er overrasket.

- Det handler om dårlig opdragelse. De gamle svende er simpelthen for dårlige til at sige til de unge, at sker der en ulykke, så skal den anmeldes - ikke på grund af statistikker, men for at du efterfølgende kan få erstatning, hvis ulykken viser sig alvorligere end man først lige troede. Der er stadig væk en kultur på mange byggepladser, hvor det er lidt sejt ikke at være et pylrehoved og melde sig syg. Mange mestre tilskynder nok heller ikke til anmeldelse af arbejdsulykker. Det pynter jo ikke på renommeet.

Rasmus Jensen efterlyser, at sikkerhed og arbejdsmiljø får en langt mere fremtrædende plads i håndværkeruddannelserne.

Arbejdsmiljø ind i uddannelserne

I Byggegruppen i 3F kalder den arbejdsmiljøansvarlige, forhandlingssekretær Frank Thaulow, det bekymrende, at de unge kommer mest til skade.

- Selv om de naturligvis af gode grunde har mindst erfaring, så kunne man håbe, at de unge lægger det Tarzan-syndrom, som branchen har lidt under i mange år, bag sig. Vi har decideret gjort arbejdsmiljø og sikkerhed til en del af flere af vores uddannelser, og jeg håber og tror, at det også vil slå igennem i mere positive ulykkesstatistikker hen over tid.