Herning kritiseres for aktivering af ledige
Herning Kommune kan ikke dokumentere, at byens aktiveringsprojekt er lovligt. Det udløser kritik fra tilsynsmyndighederne for anden gang på to år.
- Det fremgår kun af arbejdsmarkedsrådets afgørelse, at Herning Kommune ikke kan dokumentere at man følger reglerne. Det er en meget lemfældig afgørelse, som i realiteten blåstempler Hernings aktivering, siger arbejdsmarkedspolitisk sekretær i 3F, Poul Hansen.
Ledige i Herning Kommune ved godt, at de ikke må snyde med boligsikring eller arbejde sort, samtidig med at de får kontanthjælp.
Men de ledige ved ikke, om de gør noget ulovligt, når de møder på deres aktiveringsprojekt hos virksomheden Vest-Wood.
Herning Kommune har nemlig ikke tjek på, om den møbel-produktion, virksomheden sætter kommunens ledige i sving med for kontanthjælpen, er lovlig og foregår på markedsvilkår.
Det fremgår af en afgørelse truffet af det Regionale Arbejdsmarkedsråd i Ringkøbing Amt. Men tilsynsmyndigheden har ikke gjort andet ved miseren end at skrive en ti sider lang vejledning til Herning Kommune om, hvordan reglerne ser ud, og hvordan kommunen retter op på sine fejl.
Det er anden gang på under to år, at Herning Kommune møder kritik for sin aktivering af ledige.
I foråret 2005 afgjorde tilsynsmyndighederne, at Hernings daværende aktiveringsfabrik - jobcenter Grøndahl - var ulovlig.
På den baggrund vækker den nye afgørelse undren i 3F.
Lemfældig afgørelse
- Når beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har den mindste mistanke om, at ledige ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, er han øjeblikket parat med stramninger af reglerne og hårde sanktioner. Når kommuner bryder loven, sker der intet. Det er beskæmmende og ødelæggende for retssikkerheden, siger arbejdsmarkedspolitisk sekretær i 3F Poul Hansen.
Han henviser til, at 28 kommuner de seneste fem år er afsløret med ulovlige aktiveringsprojekter.
- Det fremgår kun af arbejdsmarkedsrådets afgørelse, at Herning Kommune ikke kan dokumentere, at man følger reglerne. Det er en meget lemfældig afgørelse, som i realiteten blåstempler Hernings aktivering. Men aktivering, der ikke foregår efter bogen, risikerer at tage brødet ud af munden på almindelige virksomheder og lønmodtagere, siger Poul Hansen.
En halv sejr
Landsorganisationen af Arbejdsledige, der står bag sagen mod Herning Kommune, betragter afgørelsen som en halv sejr.
Men det samme gør Herning Kommune. Onsdag aften sagde Herning-borgmester Lars Krarup (V) til TV2 Midt-vest, at han betragter afgørelsen om Herning Kommunes manglende tjek på priser og lovlighed som en sag om rene bagateller.
Til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg er beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i øjeblikket i færd med at svare på spørgsmål om aktivering fra Enhedslisten arbejdsmarkedsordfører Jørgen Arbo-Bæhr.
Enhedslisten har bedt ministeren svare på, hvad han vil gøre for at forhindre, at listen over ulovlige aktiveringsprojekter bliver længere og længere.