Aktiverede leverer til en "god pris"
Aktiverede pakker produkter for private firmaer til priser, som 3F mener tyder på "prisdumping".
Hos FlexiKurser, der er et privat aktiveringsfirma i Odense, skal ledige blandt andet samle og pakke produkter for private firmaer som Blumøller, Nordfrim og Plast Team. I dokumenter, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i fra Odense Kommune, er der ingen dokumentation for, at FlexiKurser tager markedsprisen for arbejdet.
Tværtimod har Odense Kommune alene fået en række garantier fra de private firmaer, der får udført arbejde hos FlexiKurser.
En af garantierne er fra firmaet Nordfrim i Otterup og lyder sådan:
"Såfremt vi ikke havde mulighed for at benytte FlexiKurser, ville disse arbejdsopgaver blive udført i det tidligere Østeuropa."
En anden er fra firmaet Plast Team i Odense:
"Plast Team A/S får kun undtagelsesvis og i særligt pressede situationer udført arbejde af FlexiKurser".
- Et firma taler om Østeuropa som alternativ. Det tyder ikke på, at man betaler dansk markedspris for opgaverne. Det andet firma bruger kun FlexiKurser ved spidsbelastning. Den slags situationer er som regel dyrere for et privat firma. Dermed er der meget, der tyder på ulovlig prisdumping, siger arbejdsmarkedspolitisk sekretær i 3F Poul Hansen.
- Under alle omstændigheder udfører ledige i Odense Kommunes aktiveringsprojekter arbejde, der burde udføres af ordinært ansatte til normal løn, siger han og kalder Odenses aktivering fantasiløs og skadelig for arbejdsmarkedet.
- Meget tyder på ulovlig prisdumping, siger arbejdsmarkedspolitisk sekretær i 3F Poul Hansen om arbejde udført af ledige hos Odense-firmaet FlexiKurser.