Lediges produktion stiger i pris
Farum og en række andre kommuner har sat prisen op på arbejde udført af ledige i aktiveringsfabrikker. Billigt sluppet, mener 3F, der ønsker hårdere sanktioner mod kommunerne.
Farum Kommunes aktiveringsfabrik "Produktionshuset" har varslet ændringer i prisen på arbejde udført af ledige for at overholde dansk lovgivning. (Arkivfoto. Harry Nielsen) Det er blevet dyrere for private firmaer at få pakket sutter, fuglefrø og andre gode produkter i kommunale aktiveringsfabrikker landet over.
Senest har Farum Kommunes aktiveringsfabrik "Produktionshuset" varslet ændringer i prisen på arbejde udført af ledige for at overholde dansk lovgivning.
Det oplyser beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) i et svar i Folketinget til Enhedslistens Jørgen Arbo Bæhr.
I forsommeren afgjorde tilsynsmyndighederne, at Farum Kommune brød loven ved at lade arbejdsløse i aktivering udføre arbejde for private firmaer til lavpris og uden dokumentation for, at prisen på arbejdet var regnet ud, så den svarede til normal markedspris.
Det er ulovligt og det seneste år har blandt andre Børkop, Vejle, Brædstrup og Holbæk Kommuner været lignende sager igennem.
Det har betydet stop for projekter eller højere priser for arbejdet, fordi firmaer som Gumlink og Stelton gennem flere år har fået udført arbejdet for billigt i forhold til, hvad loven tillader.
I alt har mindst 26 kommuner siden 2000 fået tilsynsmyndighedernes ord for, at deres aktiveringsfabrikker har brudt loven om, hvad ledige må producere og hvor billigt.
Mikroskopisk konsekvens
I 3F er arbejdsmarkedspolitisk sekretær Poul Hansen harm over, at en prisændring er den eneste konsekvens af den ulovlige aktivering i Farum.
- Ledige er blevet sat til at arbejde for private firmaer i årevis uden at nogen har bekymret sig om, hvorvidt det skete på lovlig vis. Og netop Farum Kommunes aktiveringsfabrik er blevet flittigt kopieret af andre kommuner siden midten af 1990'erne, siger Poul Hansen.
Han efterlyser sanktion mod kommuner, der bryder loven på samme vis som ledige bliver straffet hårdt økonomisk, hvis de glemmer at komme til møder på kommunen eller snyder på vægten på anden vis.
- Der er desværre mere end 20 kommuner, der er blevet afsløret i konkurrenceforvridende aktiveringer de seneste år. Det har ramt almindelige arbejdspladser, og samtidig har jeg meget svært ved at se, hvad ledige har ud af at blive sat til at putte fuglefrø og andre produkter i poser. Det er ikke den slags opkvalificering, arbejdsmarkedet skriger på, siger Poul Hansen.