Rengøringsassistenter har størst risiko for førtidspension

Rengøringsassistenter er den erhvervsgruppe, der har størst risiko for at ryge på førtidspension. Sådan har det været i over ti år.

Jobbet som rengøringsassistent betyder, at risikoen for et ende på førtidspension og lange sygeperioder er markant forøget. (Arkivfoto.)Jobbet som rengøringsassistent betyder, at risikoen for et ende på førtidspension og lange sygeperioder er markant forøget. (Arkivfoto.)

Ansatte i rengøringsbranchen er mere end dobbelt så udsatte for at ende på førtidspension end gennemsnittet på det danske arbejdsmarked.

Sådan er det i dag, og sådan var det også for over ti år siden, viser opgørelser fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

I årene 1995-1999 havde de ansatte i rengøringsvirksomheder en overrisiko på 134 procent i forhold til alle beskæftigede i alderen 20 til 62 år. En procentsats på 100 betyder, at man lige nøjagtig har en risiko, der er dobbelt så stor som gennemsnittet.

I årene efter - 1999-2003 - er risikoen faldet marginalt og er nu på 128 procent, men rengøringserhvervet topper stadig listen med restaurationsbranchen som nummer to.

Også i omfanget af sygefravær kommer kvindelige rengøringsassistenter ind med en meget høj score.

Tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at 17 procent af alle kvinder i rengøringsbranchen i 2006 havde mindst ét sygdomsforløb på over to uger. Gennemsnittet for alle brancher er ti procent.

Dermed er rengøringsassistenter sammen med ansatte i ældreplejen de store kvindegrupper, der har allerflest lange sygdomsforløb. Kvinder på blandt andet slagterier og i tobaksbranchen har ganske vist lidt flere lange sygdomsforløb, men her er langt færre kvinder beskæftigede.

Dårligt købmandskab

Tallene overrasker hverken Ellen Lykkegaard fra 3F's Offentlige Gruppe eller Tina Møller Madsen fra 3F Privat Service, Hotel & Restauration.

- Jeg synes, det er tankevækkende, at kommunerne - som vi så sidste uge i magasinet Penge på DR1 - måske sparer to eller to en halv million kroner på rengøring. Pengene bruger de så bare et andet sted, nemlig på førtidspensionen, siger Tina Møller Madsen.

- Det er ikke godt købmandskab, det offentlige udviser i forhold til de rengøringsansatte. Når der hele tiden skrues på tempo-skruen, koster det. Både økonomisk og menneskeligt. Jeg synes, kommunalpolitikerne har et fantastisk stort ansvar. De ved, hvad tempo-opskruningen koster. Men de lukker øjne og ører, selvom de godt kan se, at der er tale om dumping-priser, når der bydes på rengøringsarbejdet i deres egen kommune, siger Ellen Lykkegaard.

Tina Møller Madsen fremhæver, at undersøgelserne viser, at det er lige præcis de områder, vi ikke kan undvære - rengøring og ældrepleje - som rammes hårdt.

Derfor sætter vi også i den kommende overenskomstperiode inden for det private område fokus på tema og nedslidning samt skabelsen af bredere servicejob, siger Tina Møller Madsen.

Også for Ellen Lykkegaard er uddannelse og jobudvikling kodeordene, hvis rengøringsassistenternes kedelige statistik skal brydes.