Patienter kan blive syge af dårlig rengøring

Erfaringer fra England viser, at når der spares på rengøringen på sygehusene, er der risiko for, at patienterne bliver mere syge og får flere "liggedage". Vi bør lære af de erfaringer, lyder det fra 3F.

Patienter på sygehuse i England har risiko for at blive ramt af følgesygdomme og være indlagt i flere dage, når nullermændene ligger i stakke, og der over flere år er blevet skåret ned på rengøringskontoen, viser rapport. (Arkivfoto)Patienter på sygehuse i England har risiko for at blive ramt af følgesygdomme og være indlagt i flere dage, når nullermændene ligger i stakke, og der over flere år er blevet skåret ned på rengøringskontoen, viser rapport. (Arkivfoto)

Patienter på sygehuse i England har risiko for at blive ramt af følgesygdomme og være indlagt i flere dage, når nullermændene ligger i stakke, og der over flere år er blevet skåret ned på rengøringskontoen.

Det viser en uafhængig rapport lavet af Steve Davies fra det anerkendte Cardiff University, udarbejdet for Englands største fagforbund, UNISON, med 1,3 millioner medlemmer.

I 2005 dokumenterede Steve Davies, at der er en sandsynlig sammenhæng mellem i den ene ende faldende kvalitet i rengøringsstandarder og i den anden ende stigende sygdomsfrekvenser og længere "liggetid" for patienterne.

Sygehusenes økonomiske udgifter til infektioner hos patienterne og kontrolmålinger af for eksempel stafylokokker bør derfor drages med ind i billedet, når der skal træffes beslutninger om ressourcefordelingen på rengøringsområdet, konkluderer rapporten.

Udlicitering giver dårlig standard

Samtidig beskrives det i rapporten, at øget udlicitering og markedsgørelse af rengøringsdelen siden 1983 har ført til løbende nedskæringer og medført et fald i rengøringsstandarden på hospitalerne. Som endnu en negativ sidegevinst har det også ført til dårligere arbejdsmiljøforhold og større udskiftning hos personalet.

- Det har englænderne erfaret, og de har bredt accepteret, at sådan er det. Jeg mener ikke, vi behøver eksperimentere med mere tvungent udbud og markedsgørelse af for eksempel rengøringssektoren herhjemme. Englænderne har vist, at det ikke er vejen frem, siger David Gibson, konsulent i 3F's offentlige gruppe og med til at lave det debatmateriale "Frit valg eller frit fald", der i disse dage sendes ud til blandt andet alle folketingsmedlemmer.

Tony Blair ophævet udbud

Materialet tager udgangspunkt i privatiserings- og udliciteringsbølgen under daværende premierminister Margaret Thatcher i 80'ernes England, som blandt andet forværrede tilstanden på landets sygehuse.

Margaret Thatcher satte tvungent udbud i gang i blandt andet rengøringen på sygehusene, men dét stoppede premierminister Tony Blair i 2001, da det blev alment accepteret, at det havde resulteret i dårligere rengøringsstandarder.

- Den danske regering vedstår helst ikke åbent, at de går ind for mere udlicitering og privatisering, men i kommuneaftalerne, der blev vedtaget i 2006, er dagsordenen klar, idet man forpligter kommunerne til at øge den andel, man sender i udbud, fra 20 til 25 procent. Regeringen har gjort det klart, at såfremt kommunerne ikke lever op til den målsætning, er man parat til at tage mere håndfaste metoder i brug, påpeger David Gibsoen.

- Hovedparten af hospitalerne er underlagt regionerne, og når regionerne ikke selv kan opkræve skatter, er de underlagt den direkte økonomistyring fra staten, hvor der for længst er indført udbudspligt. I forhold til rengøring og sygehusene har erfaringerne i England allerede vist, at det ikke er vejen frem, og de har taget konsekvensen af det. Det bør vi også gøre, siger David Gibson.

Den engelske rapport konkluderer ligeledes, at man generelt bør gå væk fra tankegangen, at pris kommer før kvalitet, når det gælder rengøring. Og i stedet for at satse på specifikke kontrolmålinger af stafylokokker og lignende vira, synes det mere effektivt simpelthen at gøre kvaliteten af rengøringen bedre.

Rapporten Frit valg eller frit fald

Rapporten Frit valg eller frit fald

Pjece om Frit valg eller frit fald

Pjece om Frit valg eller frit fald