Gidselrapport bekræfter rederisvigt
Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed har konkluderet, at vagten ombord på Danica White var for dårlig op til gidseltagning af skibet, og at bedre vagt kunne have hindret kapring.
Kaptajnen på Danica White havde ikke fået nogen instrukser fra rederi eller befragter om forholdsregler mod pirater, da skibets kurs blev sat mod farvandet tæt på Somalias kyst. (Foto: H. Folmer & Co.) Der blev ikke holdt tilstrækkeligt vagt ombord i forløbet op til kapringen af det danske skib Danica White 1. juni.
Denne og andre oplysninger om baggrunden for, at Danica White og dets fem mand store besætning blev holdt som gidsler, fremgår af en netop offentliggjort rapport om kapringen, der kostede skibets danske besætning mere end 80 døgns ufrivilligt ophold i Somalia blandt bevæbnede klanfolk.
Rapporten beskriver desuden, at skibets kaptajn ikke havde fået nogen instrukser fra rederi eller befragter om forholdsregler mod pirater, da skibets kurs blev sat mod farvandet tæt på Somalias kyst.
Der var derfor ikke iværksat ekstra foranstaltninger, og ingen om bord opdagede piraterne, før de var om bord. Konsekvensen beskriver rapporten med følgende ordlyd:
"Hvis der havde været holdt behørigt udkig i Danica White, kunne piraternes både være opdaget cirka en halv time før, de kunne nå Danica White. Skibet kunne dog ikke med sin ringe fart sejle fra piraterne, men besætningen kunne have alarmeret i god tid og vist piraterne, at de var opdaget".
3F: Bekræfter svigt
For forhandlingssekretær Henrik Berlau i 3F's Transportgruppe er rapporten både bevis på, at anklagerne mod rederiet om svigt holder stik, og et bevis på huller i reglerne.
- Det her bekræfter, hvad vi har sagt siden kapringen. Rederiet har set stort på alle regler. Det var derfor, rederiet fik frataget sine sejltilladelser af myndighederne få uger før kapringen. Men det løste man ved at overdrage sine certifikater til et andet rederi. Det afslører et kæmpehul i systemet, at det kunne lade sig gøre uden videre, og uden at det medførte ændringer i driften, siger Henrik Berlau.
Han påpeger, at sagen understreger, at der findes rederier, der er så lidt medarbejderorienterede, at reglerne bliver overtrådt.
- Manglende vagt bringer egen besætning i fare. Men manglende vagt er også til fare for andre skibe, siger Henrik Berlau.