Gidselrederi tabte i landsretten

Det ombruste rederi Folmer & Co skal betale 416.000 kroner efter nederlag i landsretten. Rederiet må fortsat ikke stå for sikkerheden om bord på sine skibe.

Myndighederne havde ret, da rederiet Folmer & Co. i 2007 blev frataget ansvaret for sikkerheden på dets skibe.  (Foto: H. Folmer & Co.)Myndighederne havde ret, da rederiet Folmer & Co. i 2007 blev frataget ansvaret for sikkerheden på dets skibe. (Foto: H. Folmer & Co.)

To sømænd dræbt ved ulykker på tre år og en kapring af coasteren Danica White, der blev sendt på kurs alt for tæt på Somalia.

Farer har der været nok af i rederiet Folmer & Co. Og på grund af brister i sikkerheden fratog myndighederne i 2007 rederiet retten til at stå for sikkerhed på dets skibe.

Det ville rederiet ikke finde sig i. Men efter klager og to retssager står det nu med uforrettet sag og en regning på 416.000 kroner.


Frem og tilbage

I en dom onsdag slog Østre Landsret fast, at myndighederne havde ret til at skride ind over for rederiet.

Det tvang i marts 2007 Folmer & Co til at overdrage drift og ansvar for sikkerheden på dets skibe til rederiet Erria.

Skibsreder Jørgen Folmer ankede beslutningen til Ankenævnet for Søfart. Efter et nyt nederlag i nævnet bragte han sagen for Byretten, og det er nu endt med, at Østre Landsret holder fast i Søfartsstyrelsens oprindelige afgørelse.


Dyr protest

Rederiet Folmer & Co. mener, at Søfartsstyrelsen har begået fejl, og at Ankenævnet for Søfart har truffet en ugyldig beslutning.

Men det ændrede ikke på, at Landsretten gav myndighederne medhold. Det lange tovtrækkeri koster rederiet 416.000 kroner til dækning af Søfartsstyrelsens og Ankenævnet for Søfarts omkostninger. Oven i kommer rederiets egne udgifter til advokater.