Kaprede søfolk venter i op til 40 graders varme

Gisninger og rygter om løsepenge for kapret skib med fem danske søfolk fylder fortsat medierne. 3F vil have søfolkene hjem uanset om koster skibsrederen bag skibet mange millioner kroner.

Den danske coaster er fortsat tilbageholdt af somaliske sørøvere, og der er stort set kun sluppet rygter og gisninger ud om søfolkenes situation gennem de foreløbig 11 dage, kapringen indtil nu har varet. (H. Folmer & Co.)Den danske coaster er fortsat tilbageholdt af somaliske sørøvere, og der er stort set kun sluppet rygter og gisninger ud om søfolkenes situation gennem de foreløbig 11 dage, kapringen indtil nu har varet. (H. Folmer & Co.)

Der er temperaturer på mellem 37 og 39 grader i dagstimerne i Somalias kystbyer i disse dage.

Det oplyser meterologerne hos BBC, og det er de mest konkrete oplysninger om de forhold fem kaprede danske søfolk må leve under på skibet Danica White.

Den danske coaster er fortsat tilbageholdt af somaliske sørøvere, og der er stort set kun sluppet rygter og gisninger ud om søfolkenes situation gennem de foreløbig 11 dage, kapringen indtil nu har varet.

I weekenden forlød det at der var kontakt til kaprerne og at et krav om løsesum var blevet fremsendt. Der er til gengæld ingen oplysninger om, hvor store krav, der stilles udover oplysninger om, at normale løsesummer ligger mellem 4 og 8 til 10 millioner kroner.

Seneste nyt om sagen kommer fra Ritzau, der har talt med direktør i det danske efterretningsfirma Protocol, Hans Tino Hansen. Han oplyser, at rederier skal have en særlig forsikring mod piraters kapringer af deres skibe, før de kan få løsesummen dækket.

- De særlige forsikringer bliver ikke udbudt af de gængse maritime forsikringsselskaber som eksempelvis Lloyds eller Skuld. Hvis der er danske rederier, der har sådan en, er det meget få. Og de vil ikke skilte med det, fordi det er kritisk viden, siger Hans Tino Hansen til Ritzau.

Uden forsikring hænger rederierne dermed selv på regningen, og forsikringsselskabet Skuld, der har forsikret Danica White, vil ikke udtale sig om sagen.

Betal omgående

I 3F's Transportgruppe er forhandlingssekretær Henrik Berlau bedøvende ligeglad med om skibsreder Jørgen Folmer, der ejer Danica White er forsikret eller ej.

- Han må betale omgående. Som skibsreder har han taget en kæmpechance med sin besætning ved at lade dem sejle ind i et område, hvor kapringer hører til den normale hverdag.

- Vi er ikke trygge ved de forhandlinger, der angiveligt foregår. Rederiets interesse er at begrænse tabet, og der er ingen, der taler sømændenes sag. Men der skal ikke forhandles, der skal betales. Hvis der mangler en forsikring, må skibsrederen finde pengene på anden vis, ellers kan det gå endnu mere galt, siger Henrik Berlau.

Han henviser til en anden frisk kapring ud for Somalia. Her ligger desuden et skib fra Taiwan, og her har rederen hidtil nægtet at betale. Det kostede i sidste uge en af sømændene på det taiwanesiske skib livet, da kaprerne slog ham ihjel for at statuere et eksempel.

Ingen hemmelighed

Danske rederi, forsikringsselskabet Skuld og danske Udenrigsministerium holder på det nærmeste vandtætte skotter, når det gælder oplysninger om det kaprede skib.

Det var til gengæld på ingen måde hemmeligt, at farvandene ud for Somalia var særdeles farligt område. Siden nytår er 15 skibe med mindst 100 sømænd blevet kapret af somaliske pirater.

Ifølge Danmarks Rederiforening er danske skibe årligt involveret i 4 til 5 alvorlige episoder med piratoverfald og lignende. Men det er første gang i nyere tid, at situationen er endt så alvorligt som med Danica White.